Byggebranchen har i årevis talt om digitalisering, men sandheden er, at vi bliver holdt tilbage af en helt grundlæggende mangel: fælles og troværdige data.
I dag skal man starte forfra ved hvert nyt projekt og hver ny underleverandør. Det er ineffektivt, dyrt og unødvendigt.
Helt enkle spørgsmål som: Hvem er virksomhederne? Hvor ligger byggepladserne? Hvem er medarbejderne, og hvilke kompetencer har de? – kan vi ikke svare på. Og det er faktisk ret vildt i en branche, der beskæftiger titusinder og bygger for milliarder.
Nu står vi til gengæld foran et gennembrud. Med det kommende ID-kort får vi adgang til den data, vi mangler. Hvis vi tænker os om – og handler klogt – kan kortet blive den katalysator for digitalisering, som branchen har sukket efter i årevis.
Enkelt og effektivt
Et ID-kort er først og fremmest et politisk værktøj til at skabe gennemsigtighed og hjælpe myndighederne med at finde de få, der snyder på vægten. Det vil kun styrke det store flertal af hæderlige spillere.
Men potentialet stopper ikke der.
Det, branchen virkelig har brug for, er et enkelt kernesystem: En fælles database, hvor vi kan identificere byggeplads, virksomhed og medarbejder. Ikke mere, ikke mindre. Norge gør det allerede. Faktisk har mere end halvdelen af EU’s lande et ID-kort - også lande som ikke er lige så digitaliseret som vores.
Det er hverken dyrt, bureaukratisk eller teknisk uoverskueligt, og det åbner til gengæld for uanede muligheder for innovation og samarbejde.
Byg videre – digitalt
Det afgørende er, at vi skaber et simpelt system, der er let at bygge videre på for både små og store aktører.
Nøglen er åbne API’er – fælles standarder, som gør, at eksterne IT-systemer kan koble sig på de centrale data. Så bliver de centrale data rygraden, der binder mere avancerede løsninger sammen.
Herfra er det kun fantasien, der sætter grænser.
Integration med virksomhederne HR-systemer vil være oplagt i første omgang. Men hvad med et fælles intranet på tværs af byggepladsen? Et varslingssystem til evakuering? Eller en digital “kompetencebørs”, hvor man kan finde specialister til en akut opgave på et splitsekund?
Alt dette er muligt, men kun, hvis vi designer systemet rigtigt fra begyndelsen.
Hvad venter vi egentlig på?
Regeringen har givet branchen usædvanligt god tid. Først har branchen til 2028 til at finde sin egen løsning, og i 2030 hvis staten skal gøre det. Alligevel gælder det: Jo længere vi venter, jo mere taber vi i både tid, penge og innovation.
Mange af de store aktører er allerede i fuld gang med at udvikle egne kort og systemer. Der bruges store summer, men vi risikerer, at arbejdet går til spilde, når et fælles system alligevel kommer. Samtidig frister udsigten til et centralt system andre til at trykke på pauseknappen og afvente.
Begge dele er skadeligt.
Derfor er det nu, vi skal træffe beslutningen: Hvilket system vil vi have, hvem skal drive det, og hvornår går vi i luften?
Bolden ligger klar.
Politikerne har givet grønt lys og sikret den nødvendige juridiske ramme. Fagbevægelsen er parat til at spille med, og kompetente danske og internationale it-virksomheder står klar med løsninger, der kan implementeres i morgen.
Så spørgsmålet er: Hvad venter vi egentlig på?
BREAKING