Første kvartal af 2025 bød på en lille omsætningsfremgang for giganten Flügger.
Det fremgår af koncernens kvartalsrapport, der er blevet offentliggjort mandag.
Koncernen, der fremstiller og sælger maling, løftede salget fra 635 mio. kr. til 653 mio. kr., hvilket er en stigning på 3 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.
- Vi glæder os over, at vores mest travle kvartal leverer i tråd med planen. Der er gennem højsæsonen demonstreret høj leveringssikkerhed og stabil kvalitet, hvilket kan tilskrives vores dygtige medarbejdere og samarbejdspartnere, siger adm. i Flügger, Sune Schnack, i en forberedt kommentar.
Fremgang i Polen
Det er især Polen, der driver væksten.
Salget i Polen steg 13 pct. til 102 mio. kr. drevet af både private kunder og professionelle malere.
I Norden var billedet mere blandet.
Danmark omsatte for 203 mio. kr., hvilket var en tilbagegang på én mio. kr.
Ifølge direktør Sune Schnack er Flügger i gang med at ændre sammensætningen af kunder og produkter, hvor en planlagt udfasning af private-label lavprisprodukter er en del af Flüggers såkaldte Organic-strategi.
- Det er derfor tilfredsstillende, at Danmark, som er mest påvirket af udfasningen, leverer en stabil omsætning, siger han.

Sverige oplevede en fremgang på 7 pct. i danske kroner, mens Norge kun voksede marginalt med 1 pct.
- Det er også positivt langt om længe at konstatere en lille fremgang blandt de professionelle malere i Norden, og navnlig i Sverige, hvor der gennem en længere periode har været lav aktivitet i markedet, lyder det videre fra Flügger-direktøren.
Flügger fastholder sine tidligere udmeldte forventninger til regnskabsåret 2025/26. Selskabet sigter mod en omsætning i niveauet 2,2-2,4 mia. kr. og et driftsresultat (EBIT) på 100-120 mio. kr.