Adserballe & Knudsen skal sammen med KHR Architecture og VITA Ingeniører A/S stå for opførelsen af botilbuddet Fremtidens Enghuse i Brøndby.
Projektet er vundet i samarbejde med Brøndby Kommune og omfatter et højt specialiseret botilbud til borgere med særlige behov.
Det oplyser den sjællandske entreprenør i et opslag på LinkedIn.
Byggeriet omfatter en ny bygning på cirka 1.120 kvm med plads til ti boliger samt tilhørende personale- og servicefaciliteter. Derudover indrettes udearealer på omkring 800 kvm med blandt andet ekstra parkeringspladser, cykelskure, affaldscontainere og private terrasser til boligerne.
Ifølge Projektagenten, Building Supplys søsterportal til overvågning af udbud og projekter, har Brøndby Kommune afsat 31,8 mio. kr. til projektet, der forventes påbegyndt i første kvartal af 2026 og afsluttet i andet kvartal af 2027.
Ifølge Adserballe & Knudsens opslag er ambitionen at skabe rammer, der kombinerer funktionalitet med en arkitektonisk tilgang, som understøtter omsorg og trivsel.
Med projektet skal Fremtidens Enghuse fremtidssikres, så tilbuddet både matcher de fysiske behov og understøtter en moderne tilgang til botilbudsområdet i kommunen.