Bygge- og anlægsbranchen halter efter, når det kommer til digital omstilling. I hvert fald i Region Hovedstaden.
Det viser Digitaliseringsbarometer 2025, der netop er offentliggjort af Erhvervshus Hovedstaden.
Ifølge rapporten er det kun seks pct. af byggeriets virksomheder, der vurderes at være højt digitaliserede. Til sammenligning gælder det 27 pct. af virksomhederne i videnservicebranchen. Det gør bygge- og anlægsbranchen til en af de mindst digitaliserede brancher.
Barometeret bygger på svar fra 973 virksomheder og viser en samlet fremgang i digitaliseringsgraden i regionen. Men byggebranchen udnytter fortsat i mindre grad teknologiske løsninger som AI, robotteknologi og automatisering.
- AI er rykket ind på scenen, og flere virksomheder efterspørger viden om anvendelsesmuligheder. Men det er især de større virksomheder og brancher med høj digital modenhed, der driver udviklingen, siger Katrine Paaby Joensen, der direktør i Erhvervshus Hovedstaden, i rapportens forord.
Udvalgte tal fra Digitaliseringsbarometer 2025:
- Kun 6 pct. af bygge- og anlægsvirksomhederne er højt digitaliserede
- Digitalisering sker primært i økonomi og administration
- Svag udnyttelse af AI og procesoptimeringsteknologier
- 70 pct. af danske virksomheder følger ikke aktivt med i cybertrusler
- 19 pct. angiver manglende datasikkerhed/GDPR som største ulempe ved AI
Blandt barriererne for digitalisering nævnes manglende ressourcer, overblik og finansiering. Hele 27 pct. af virksomhederne i barometeret svarer desuden, at digitalisering er irrelevant for dem – en andel, der kan være højere i brancher med lav digital modenhed.
På trods af dette viser barometeret en lille generel fremgang for byggebranchen, hvor andelen med lav digitaliseringsgrad er faldet en smule siden 2023.
Rapporten kan i sin fulde form læses her.
Sådan måles digitalisering
Digitalisering handler om, at virksomheder tager digitale værktøjer og systemer i brug i deres hverdag. I Digitaliseringsbarometeret bliver virksomheder opdelt i tre niveauer alt efter, hvor langt de er med digitaliseringen.
Hvor højt en virksomhed scorer, afhænger af, hvor ofte den har svaret, at forskellige processer eller funktioner er digitaliseret i høj eller meget høj grad.
Der måles på otte områder i alt – for eksempel hvor udbredt de digitale løsninger er, og i hvilken grad de bruges i virksomhedens daglige arbejde.
Kilde: Erhvervshus Hovedstaden