Selv med en tocifret milliardindsprøjtning skal det årlige vedligeholdelsesbudget i Forsvaret hæves med 60 pct. til næsten 1 mia. kr. om året, hvis ikke en nedslidning af kaserner og militærbaser skal gentage sig.
Det skriver Berlingske, som har fået aktindsigt i en censureret udgave af en rapport, der er udarbejdet af konsulentselskabet EY for Forsvaret.
- Der vil skulle tilføres flere midler til ordinært vedligehold, hvis der fremadrettet er et ønske om, at der ikke skal opbygges et (betydeligt, red.) vedligeholdelsesefterslæb igen, skriver konsulentselskabet i rapporten.
Forsvarsministeriet omtalte rapporten i en pressemeddelelse, som det udsendte i starten af maj, men sendte ikke rapporten med.
Her lød det fra forsvarsministeriet, at det i analysen estimeres, at der er et "genopretningsbehov" på mellem 6,6 og 13,5 mia. kr.
Rapporten, som Berlingske har fået aktindsigt i, viser ifølge avisen, at hvis politikerne ikke gør noget, vil vedligeholdelsesudgifterne stige og nå op på cirka to milliarder kroner om året.
Det er tre gange så meget, som der er til rådighed i vedligeholdelsesbudgettet nu.
I rapporten lyder det, at det bedst kan betale sig at rive hver fjerde bygning ned. En stor del af efterslæbet er desuden på belægninger som asfalt og beton.
Berlingske understreger, at de fleste beløb og lister over de mest nedslidte forsvarsinstallationer er blevet censureret i rapporten.
Det lyder i rapporten, at kasernerne i Høvelte, Skive, Almegård og Vordingborg er hårdest ramt, og at halvdelen af nedslidningen tæller militærbaser og -installationer.
Flyvestationerne i Karup og Aalborg samt Flådestation Frederikshavn er blandt de mest nedslidte militærbaser.
Konsulentvirksomheden fremsætter tre scenarier, hvor der tilføres mellem 6,7 og 19,5 mia. kr. til vedligeholdelse og renoveringer. Men selv 19,5 mia. kr. er ikke nok til at undgå et efterslæb på 25 pct. til ikkekritiske faciliteter, lyder det.
Et svømmebad på Høvelte Kaserne, som huser Den Kongelige Livgarde, blev i 2023 et billede på Forsvarets nedslidte kaserner. Nedrivningen af det begyndte i oktober i år - 2,5 år efter, skriver Berlingske.
/ritzau/