Odense Kommune investerer 85 mio. kr. i et nyt bo- og dagtilbud i Vollsmose.
Byggeriet skal give plads til 60 botilbudspladser og tilbyde 50 dagtilbudspladser fordelt på tre målgrupper. Målet er at imødekomme det stigende behov for tilbud til borgere med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
Ifølge borgmester Peter Rahbæk Juel (S) skal det nye tilbud både sikre kapacitet og kvalitet på det specialiserede socialområde.
- Vi ved, at behovet for pladser på det specialiserede socialområde vokser i de kommende år. Derfor er det vigtigt, at vi handler i tide, siger han i en pressemeddelelse.
Han fortsætter om byggeriet:
- Det er en investering i tryghed og livskvalitet for nogle af vores mest sårbare borgere.
Fokus på hjemlighed
De fysiske rammer bliver indrettet med fokus på hjemlighed og fleksibilitet. Byggeriet opføres som tre selvstændige enheder med hver deres indgange, fællesarealer og boligindretning. Beboerne får mulighed for at præge deres bolig med farver og indretning.
Ifølge ældre- og handicaprådmand Brian Dybro (SF) er det vigtigt at bygge boliger, "hvor mennesker med forskellige behov kan trives, føle sig hjemme og leve et så almindeligt liv som muligt".
Det nye tilbud opføres tæt på letbanen og skal indgå som en integreret del af lokalområdet. Erfaringer fra lignende projekter i Kolding og Svendborg har vist, at det nemlig er vigtigt, at bygningerne ikke signalerer institution, men hjem.
Projektet forventes færdigt senest i 2032.
Med bevillingen på de 85 mio. kr. til det nye bo- og dagtilbud er sidste del af en pulje på i alt 115 mio. kr. taget i brug. Puljen er en del af Velfærdens Fundament.