Montagen af to broer ved Sjællandsgade i Fredericia er udskudt på ubestemt tid.
Det sker, efter at kommunen ved den endelige godkendelse konstaterede, at broerne ikke lever op til de fastsatte kvalitetskrav.
Problemet er, at tolerancerne i stålkonstruktionerne ikke overholder udbudsmaterialets krav og gældende normer.
Ifølge Fyens.dk er det den ene af de to gangbroer, der skal lægges tværs over Prangervej, som ikke holder målene.
Derfor har kommunen afvist at godkende broerne i deres nuværende form.
- Det er naturligvis ærgerligt, at voldprojektet ved Sjællandsgade bliver yderligere forsinket. Men vi finder det vigtigt, at kommunens projektledelse sikrer, at vi får leveret den aftalte kvalitet, siger formand for Teknisk udvalg John Nyborg og næstformand i Fredericia Kommune, Karsten Byrgesen, i en pressemeddelelse.
Der foreligger endnu ingen ny tidsplan for, hvornår broerne kan monteres.
Den planlagte spærring af Sjællandsgade i den kommende weekend er aflyst, og entreprenøren Arkil samt deres underleverandør skal nu finde en løsning på problemet.
Fagchef Bo Rene Schjødt Andersen understreger dog, at kommunen har tillid til, at Arkil kan levere det ønskede niveau, og oplyser, at parterne arbejder tæt sammen for at finde en løsning.
- Der er ingen tvivl om, at projektet stiller store krav til den håndværksmæssige kunnen. Vi har fuld tillid til, at Arkil, som entreprenør på opgaven, er i stand til at levere det ønskede og aftalte niveau, siger han i pressemeddelelsen.
Det er tredje gang, gangbroen og byporten bliver forsinket. Tidsplanen er flere gange blevet skubbet, og nu er projektet igen uden fast dato.