Selv om det er uvist, om og hvornår det danske gasnet får et dødsstød, stiger salget af varmepumper på ny.
Det viser nye tal fra brancheorganisationen Varmepumpeindustrien.
Ifølge tallene er der i årets første tre kvartaler solgt 11.500 varmepumper – knap dobbelt så mange som i samme periode sidste år.
- Når markedet vokser trods uafklarede politiske rammer, sender det et vigtigt signal om, at danskerne ønsker grøn opvarmning, lyder det fra bæredygtighedcef i Tekniq, Troels Hartung, i en pressemeddelelse.
Han kalder udviklingen et "sundhedstegn" for branchen.
Ifølge Varmepumpeindustrien forventer man, at salget når op imod 16.000 luft-vand og jordvarmepumper ved årets udgang.
Tvivl om gas-stop
- Vi bevæger os igen, men et stabilt stigende tempo kræver tryghed om de ordninger og vilkår, som både forbrugere og virksomheder, der driver den grønne omstilling, planlægger efter, lyder det fra Niels Peter Skov, formand for Varmepumpeindustrien.
For nylig såede flere partiers ordførere tvivl om, hvorvidt gassen skal helt ud af de danske hjem, eller om dele af det danske gasnet skal videreføres.
En endelig beslutning kan ikke træffes, før man fra politisk hånd har sikret et lovgrundlag.
Det grundlag vil man først spille ud med i 2026, har Klima-, Energi- og Forsyningsminister, Lars Aagaard (M), tidligere meldt ud.