Som led i en større kommunal investering har Adapteo opført en specialdesignet modulbygning ved Pindstrupskolen, målrettet elever med multiple funktionsnedsættelser. Bygningen skal sikre, at flere elever kan undervises lokalt frem for at blive sendt uden for kommunegrænsen.
Syddjurs Kommune har investeret 42 mio. kr. i specialområdet, og en del af midlerne er brugt på en midlertidig modulbygning på Pindstrupskolen, hvor pladsproblemer har været en udfordring. Bygningen består af fem C40 Red-moduler og er udviklet med fokus på ro, tilgængelighed og fleksibilitet for elever med for eksempel autisme, ADHD eller fysiske handicap.
– Det er et vigtigt led i at forbedre tilbuddet for borgerne i kommunen. Også i takt med, at der er kommet nye til, siger Andrea Stenglein Møller, bygherrerådgiver i Syddjurs Kommune, i en pressemeddelelse.
Bygningen rummer blandt andet brede døre, niveaufri adgang og specialventilerede toiletter. Indretningen er desuden tilpasset for at mindske sanseindtryk, og der er tænkt i opladning af kørestole og adgang for badebårer. Løsningen kan anvendes i op til fem år, og fra Adapteos side fremhæver man, at der har været fokus på samtlige detaljer.
– Det er et projekt, hvor der ikke er overladt noget til tilfældighederne. Hver enkelt detalje – ned til overflader, låger og ventilationslyde – kan få betydning for børnenes hverdag. Derfor har vi i tæt samarbejde med kommunen udviklet en løsning, der imødekommer behovene, siger Jesper Pedersen, Key Account Manager hos Adapteo Danmark.
