23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Building Supply
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Danmark får 11 statsligt udpegede industriparker

En bred politisk aftale udpeger 11 nye industriparker i Danmark. De skal fremme dansk produktion

Danmark får 11 nye statsligt udpegede industriparker til produktionsvirksomheder.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet tirsdag.

Regeringen, Dansk Folkeparti, De Konservative, De Radikale, Danmarksdemokraterne og SF står bag aftalen.

De nye industriparker skal gøre det mindre omstændigt at etablere ny produktion i Danmark. Det fremgår af pressemeddelelsen, at de vil tiltrække investeringer og skabe job og vækst i hele landet.

Industriparkerne skal ligge i kommunerne Kerteminde, Skive, Lolland, Aabenraa, Ikast-Brande, Horsens, Viborg, Næstved, Esbjerg, Aalborg og Kalundborg.

For Lolland gælder det, at der først skal træffes en endelig beslutning om industriparkstatus, når der er afklaring om, hvordan en tunnelelementfabrik og arbejdshavn fremover skal organiseres.

Begge blev etableret i forbindelse med anlægget af Femern Bælt-forbindelsen.

29 kommuner havde ansøgt om at huse en af de statsligt udpegede industriparker.

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) mener, at aftalen viser, at regeringen vil en aktiv industripolitik.

- Produktionsdanmark er rygraden i vores lokalsamfund og for dansk økonomi og skaber tusindvis af job. Men bøvl og bureaukrati er en klods om benet for vores produktionsvirksomheder.

- Med aftalen om 11 industriparker viser vi, at vi mener det seriøst, når vi siger, at aktiv industripolitik er vejen frem. Kommunernes store interesse viser, at de er med på vognen.

I regeringens udspil, der blev præsenteret i oktober 2024, fremgik det, at regeringen ville lave fem nye industriparker, men nu er antallet opjusteret.

De nye industriparker er målrettet forskellige typer af virksomheder og har fokus på danske og regionale styrkepositioner inden for blandt andet grøn omstilling, life science og fødevarer.

Ifølge Erhvervsstyrelsen har produktionsvirksomheder brug for attraktive arealer med god adgang til infrastruktur. Det omfatter blandt andet el, vand, transport og afledning af spildevand.

Morten Høyer, der er politisk direktør i Dansk Industri applauderer placeringen af de kommende industriparker og ser frem til at få dem realiseret hurtigt.

- Nu står vi overfor en del arbejde i de enkelte kommuner, som i samarbejde med de statslige myndigheder og det lokale erhvervsliv skal få aftalen realiseret.

- Det er selvfølgelig noget, vi håber de nye kommunalbestyrelser vil prioritere højt efter kommunalvalget, siger Morten Høyer.

Brian Mikkelsen, der er administrerende direktør hos Dansk Erhverv, kalder aftalen et vigtigt redskab til at fastholde og styrke Danmarks position som produktionsland.

- Hvis Danmark fortsat skal være et attraktivt produktionsland, skal vi sikre, at virksomhederne har adgang til de nødvendige produktionsarealer, hurtige godkendelsesprocesser og infrastruktur.

- Derfor er jeg glad for, at gode transportforhold i form af veje og havne er indtænkt i de 11 industriparker, siger han.

/ritzau/

BREAKING
{{ article.headline }}
0.047|