Da Østjyllands Brandvæsen i 2021 indviede den nye brandstation i Lisbjerg, var forventningen et moderne og bæredygtigt byggeri til 30 millioner kroner. Men fire år senere viser det sig, at projektet har været langt dyrere og langt mere problemfyldt end planlagt.
Det skriver TV2 Østjylland.
Fejl i konstruktionen, manglende tæthed og et arbejdsmiljø under pres førte til en omfattende sag i Voldgiftsnævnet mellem brandvæsenet og entreprenøren K.G. Hansen.
Parterne har nu indgået forlig, som betyder, at brandvæsenet samlet set står med en ekstraregning på otte millioner kroner.
- Vi får medhold i en del af det, vi er utilfredse med, men ikke det hele. Leverandøren havde et krav mod os på 4,6 millioner, og vi har forliget det, så det koster os 2,45 millioner kroner, udtaler beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl til TV2 Østjylland.
Ifølge Sønderdahl viste problemerne sig allerede på afleveringsdagen, hvor mangellisten fyldte tolv A4-sider. Vandindtrængning, løse gelændere og bristende glasværn var blot nogle af fejlene, der gjorde stationen usikker for de ansatte.
Fejlene har ifølge Østjyllands Brandvæsen både påvirket arbejdsmiljøet og truet bygningens levetid. I dag er langt de fleste mangler udbedret, men erfaringen har været dyr.
Når brandvæsenet fremover bygger nye stationer, som den seneste i Højbjerg, sker det med strammere projektstyring og ekstern rådgivning for at undgå gentagelser.