En juridisk tvist om en repareret bulldozer sender den sønderjyske virksomhed Stallex A/S i retten.
Sagen er anlagt af kurator i konkursboet efter Entreprenørfirmaet Harry Andersen & Søn A/S fra Grindsted, Henrik Steen Jensen.
Det skriver JydskeVestkysten, der har set retslisterne.
Ifølge advokat Jens Jepsen fra Compass Advokatfirma handler sagen om, at Stallex A/S udførte en reparation på en bulldozer ejet af Entreprenørfirmaet Harry Andersen & Søn A/S.
Under arbejdet blev Stallex opmærksom på, at entreprenørfirmaet var økonomisk presset, og virksomheden valgte derfor at tilbageholde maskinen, indtil betalingen var modtaget. Herefter blev bulldozeren afleveret tilbage.
- Konkursboet mener, at der er noget galt, og at betalingerne er omstødelige. Men jeg repræsenterer Stallex A/S og har en helt anden opfattelse. Jeg mener ikke, at konkursboet bør vinde den sag, siger Jens Jepsen til JydskeVestkysten.
Stævningspåstanden lyder på omkring 250.000 kroner.
Entreprenørfirmaet gik konkurs få måneder efter, at maskinen blev afleveret, og kurator mener, at betalingerne bør omstødes.
Jens Jepsen fastholder dog, at Stallex handlede korrekt, og vurderer, at virksomheden står stærkt forud for retsmødet i november.
                