NemByg har sikret sig totalentreprisen på et nyt botilbud ved Bostedet Lindegården i Grindsted.
Projektet, som er bestilt af Billund Kommune, omfatter opførelsen af fem dobbelthuse med i alt 10 boliger til borgere med udviklingshandicap.
Det oplyser både NemByg og Arkitektfirmaet Vallentin Haugland på LinkedIn.
Ifølge Projektagenten, Building Supplys søsterportal til overvågning af udbud og projekter, har projektet en anslået kontraktsum på 30,2 mio. kr.,
Boligerne bliver omkring 60 kvm og opføres i naturskønne omgivelser i det sydjyske Grindsted.
Udearealerne anlægges med stier, belægninger og beplantning, som skal skabe mulighed for rolige gåture og understøtte beboernes trivsel.
Derudover ombygges et eksisterende træhus til personalefaciliteter, så medarbejderne kan være tæt på beboerne både dag og nat. Ifølge kommunen er nærhed til personalet afgørende for at sikre en tryg hverdag for beboerne.
Projektet gennemføres i samarbejde med Arkitektfirmaet Vallentin Haugland A/S og ingeniørfirmaet Olav Kristensen.
Billund Kommunes byråd gav i juni 2023 grønt lys til arbejdet med en ny lokalplan og et kommuneplantillæg, som er nødvendige for udvidelsen af Lindegården.
Projektet ventes påbegyndt i første kvartal af 2026 og skal færdiggøres i fjerde kvartal af samme år.
