23948sdkhjf

InnoByg bygger videre på succesen

Styregruppeformand Michael H. Nielsen glæder sig over millionbevilling, der sikrer, at arbejdet med at skabe innovative partnerskaber på tværs af byggebranchen kan fortsætte frem til 2018.
I december måned bevilligede Forsknings- og Innovationsstyrelsen 14 mio. kr. til Innovationsnetværket for bæredygtigt byggeri, InnoByg, som dermed kan fortsætte netværksaktiviteter og udviklingsprojekter frem til juli 2018.

Styregruppeformand, Michael H. Nielsen, som har stået i spidsen for netværket siden opstart i 2010, glæder sig over genbevillingen, der er en anerkendelse af de synlige resultater, som InnoByg har været med til at skabe inden for inden for blandt andet bæredygtig energirenovering, den bæredygtige byggeplads og aktivering af bygningers konstruktion.

- Vi er glade den anerkendelse, der ligger i genbevillingen. Vi vil fortsætte med en målrettet udviklings- og innovationsindsats, så InnoByg også fremadrettet kan medvirke til at introducere nye løsninger med bedre performance, højere kvalitet og bedre produktivitet inden for bæredygtigt byggeri, siger Michael H. Nielsen.

Frem mod 2018
InnoBygs overordnede formål har fra begyndelsen været at styrke den danske byggebranches kompetenceudvikling samt innovations- og konkurrenceevne inden for bæredygtigt byggeri gennem videndeling, matchmaking, projektinitiering og samarbejde på tværs af branchens faggrupper.

I forbindelse med genbevillingen har styregruppen udvalgt fire overordnede fokusområder – ”bæredygtig energirenovering”, ”totalværdi/totaløkonomi”, ”klimatilpasning af byggeriet” samt ”anvendelse og håndtering af ressourcer”, som netværkets aktiviteter vil tage afsæt i frem til 2018.

Et nyt tiltag, som Danmarks Innovationsfond bevilliger midler til, er udvikling af et innovatorium til bygningsrenovering i verdensklasse. Innovatoriet er en del af INNO+-kataloget, som blev udgivet i september 2013. InnoByg og dermed en samlet byggebranche står bag indspillet, som er koordineret med Energistyrelsen.

På Teknologisk Institut, som huser InnoBygs sekretariat, er direktør for Byggeri og Anlæg, og medlem af InnoBYGs styregruppe, Mette Glavind, glad for, at Danmarks Innovationsfond har taget tiltaget op og valgt at realisere Innovatoriet.

- Innovatoriet er et vigtigt led i at reducere det samlede energiforbrug i eksisterende bygninger. Målet for Innovatoriet er blandt andet, at branchen om tre til fem år kan demonstrere renoveringsløsninger, som kan reducere det samlede energiforbrug i eksisterende bygninger med 50 procent og reducere ressourceforbruget under selve renoveringen med 30 procent, fortæller Mette Glavind.

InnoByg som platform for branchens udvikling
Med udgangspunkt i byggebranchens kompetencer og udfordringer på kort og mellemlang sigt, er der særligt behov for innovation inden for de udvalgte fokusområder.

Med en målrettet udviklings- og innovationsindsats kan byggebranchen være med til at opfylde de politiske målsætninger til såvel bæredygtig udvikling af samfundet og bedre brug af ressourcer samt vækst og eksport i det danske erhvervsliv. Og Michael H. Nielsen tror på, at branchen kan nå langt via InnoByg:

- Vejen for byggeriet er at skabe et stærkt hjemmemarked, dels via nye teknologier og løsninger og dels ved hjælp af eksportnetværk og pakkeløsninger, der kan skabe mulighed for eksport og vækst. Udfordringerne kræver innovation via tæt samarbejde mellem store virksomheder, som har forskningskompetencer og finansiel tyngde, de mange MMV’er, der er fleksible og har høj innovations- og omstillingsevne, de professionelle bygherrer og bygningsejere samt førende universiteter og videninstitutioner, herunder GTS’er.

- Der er både behov for udvikling af ny viden, og i mindst lige så høj grad for, at eksisterende såvel som ny viden bliver formidlet og bragt i anvendelse i hele byggeriets værdikæde, så potentialet følges til dørs, igennem hele byggeprocessen. Det er vigtigt, at vi som branche har en platform for at samle indsatsen om udviklingen og udfordringerne. Den platform hedder InnoByg, slutter Michael H. Nielsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094