Når årets Vejforum afholdes i Nyborg i næste uge, bliver det med elektrificering som gennemgående tema.
Under overskriften ”Helt elektrisk” viser både producenter og leverandører nyeste bud på el-drevne entreprenørmaskiner og andet materiel frem.
– Overalt i verden er der fokus på omstilling fra fossile til eldrevne motorer. Og nok især her i Norden, hvor der vises betydelig interesse for at bytte vejsektorens dieseldrevne maskiner og køretøjer ud med elektriske, udtaler Carsten Bredahl fra VEJ-EU, der står bag Vejforum, i en pressemeddelelse.
Han peger på, at elektrificering ikke blot handler om miljøhensyn, men også om image og konkurrencekraft i en branche præget af offentlige udbud med fokus på klimaet.
– Branchen er præget af offentlige udbud med fokus på klimaet, og derfor er der også interesse i at signalere samfundsansvar, hvis man vil i betragtning til fremtidens opgaver, siger han.
Selvom visse typer maskiner endnu ikke findes i elektriske udgaver, og høje anskaffelsesomkostninger fortsat er en barriere, mener Carsten Bredahl, at udviklingen kun går én vej.
– Udbuddet af eldrevet materiel er stærkt stigende. Elektrificering af vejbranchen går kun en vej, nemlig mere og mere. Det er nødvendigt for at komme i mål med de grønne ambitioner, fastslår han.
Derfor opfordrer Carsten Bredahl til, at de besøgende udnytter Vejforum som platform for dialog og indblik i de nye løsninger.
– Det er en rigtig god idé for de mange besøgende på Vejforum at tage sig tid til at aflægge leverandørudstillingen et besøg og få en snak om mulighederne for at gå ”Helt elektrisk” på maskiner og materiel.