Det bliver tilsyneladende dyrere og dyrere at forsikre fredede, historiske bygninger.
TV2 Østjylland har tidligere fortalt om den massive prisstigning for at forsikre Vistoft Mølle på Djursland, og TV2 Fyn kan i dag fortælle om lignende eksempler på Fyn.
Og nu reagerer kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) på eksemplerne og på pres fra foreningen Historiske Huse.
- Jeg er helt opmærksom på problemet og har allerede haft forsikringsbranchen og Historiske Huse til et møde i ministeriet, skriver han i en mail til blandt andre TV2 Østjylland.
Jakob Engel-Schmidt har ikke ønsket at stille op til interview, men han skriver videre i mailen:
- På baggrund af snakken på mødet har jeg nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med nogle hurtige bud på, hvordan vi undgår, at sagesløse boligejere ender med at stå med kæmpe regninger og håret i postkassen.
Ved Vistoft Mølle har Ib Jespersgaard fulgt ministerens arbejdsgruppe med lidt blandede følelser.
- Det er ikke noget, som gør totalt op med, at det næsten er umuligt at få forsikret fredede bygninger. Så det er lidt godt, men armene er ikke helt oppe over hovedet, siger Ib Jespersgaard.
Ib Jespersgaard henvendte sig i november til TV2 Østjylland, fordi ejendomsforskringen for Vistoft Mølle står til at stige fra godt 33.000 kr. i år til over 86.000 kr. næste år.
Møllen er fredet, og derfor skal alt restaurering og genopførelse af bygninger først godkendes hos Slots- og Kulturstyrelsen, som hører under kulturministeren.
Fordi staten dermed er med som tredjepart til at vurdere materialer og muligheder, hvis en fredet bygning skulle blive ramt af uheld, kan det være med til at gøre forsikringerne dyre.
Sådan lød det blandt andet fra Morten Jepsen, direktør for pris og produkt hos Købstædernes Forsikring, i en mail til TV2 Østjylland i sidste måned.
- Her kan nogle ejere risikere at blive fanget i en forsikringsmæssig klemme, fordi genopførelse af fredede bygninger kan være særdeles omkostningstungt, skrev Morten Jepsen i mailen.
Mens arbejdsgruppen ser på problemet, arbejder Ib Jespersgaard på en løsning for sin mølle på Mols.
- Vi er i gang med at lede efter en anden forsikring, men det er en jungle at bevæge sig ud, siger han.
Indtil nu har han fået et tilbud, som er endnu dyrere end den prisstigning, som hans nuværende forsikringsselskab har pålagt ham.
Eftersom familien ikke skylder noget i boligen, kan de teknisk set godt lade være med at forsikre selve møllen.
- Derfor overvejer vi kun at forsikre huset og laden og så ikke forsikre selve møllen, siger han.
Det er dog en løsning, som ærgrer ham:
- Det er et problem, hvis noget af kulturarven forsvinder, fordi folk ikke har råd til at forsikre deres fredede bygninger.