En række nye stramninger på asbest-området træder i kraft i næste uge.
Pr. 21. december er der således indført nye krav til blandt andet asbestuddannelse, afskærmning og deling af oplysninger mellem virksomheder.
De nye regler blev tirsdag offentliggjort på Arbejdstilsynets hjemmeside, og selvom skærpelsen har været stillet branchen i sigte siden august, vækker den sene udmelding kritik fra Dansk Håndværk.
- Ændringerne har ifølge Arbejdstilsynet ikke væsentlig betydning for, hvordan virksomhederne udfører selve arbejdet, men vedrører hovedsageligt arbejdsmetoder og personlige værnemidler. Men de betyder alligevel, at virksomhederne skal foretage en række ændringer, som skal overholdes allerede fra den 21. december – altså i næste uge, udtaler Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk, i en pressemeddelelse.
På Arbejdstilsynets hjemmeside har tilsynet fremhævet de 11 væsentligste ændringer i reglerne. Det gælder blandt andet et nyt krav om kontinuerlig befugtning af asbeststøv i luften samt justerede krav til indholdet af en asbestanmeldelse til Arbejdstilsynet.
De væsentligste ændringer pr. 21/12-2025
- Et nyt krav om, at ansatte skal gennemgå en passende dekontaminering før pauser, og før arbejdsstedet forlades.
- Et nyt krav om at befugte asbeststøv i luften kontinuerligt med henblik på, at støvet lægger sig.
- Et nyt krav om at etablere støvtæt afskærmning med undertryk ved ethvert asbestarbejde, hvor der forekommer asbeststøv i væsentligt omfang.
- Et nyt krav om, at nedrivning skal indgå i arbejdsgiverens risikovurdering, så arbejdsgiveren kan vælge at prioritere nedrivning af asbestholdigt materiale frem for andre former for håndtering af materialet, hvor det forbliver i anvendelse.
- Et nyt krav om, at en arbejdsgiver efter anmodning fra en anden arbejdsgiver skal stille oplysninger om forekomst af asbest til rådighed for den anden arbejdsgiver.
- Et nyt krav om, at asbestanalyse af luftprøver fra 21. december 2029 ikke længere må ske ved den gængse PCM-metode (fasekontrast-mikroskopi), men i stedet skal ske ved de mere avancerede, specifikke EM-metoder (elektronmikroskopi).
- Justerede krav til indholdet af en asbestanmeldelse til Arbejdstilsynet, herunder oplysninger om ansattes asbestuddannelse og dato for seneste helbredsundersøgelse.
- En ny pligt til at fremsende en asbestanmeldelse elektronisk til Arbejdstilsynet via Arbejdstilsynets blanket på virk.dk
- En ophævelse af muligheden for at fritage visse typer asbestarbejde fra krav om asbestprotokoller og krav om adgang til helbredsundersøgelse.
- En justering af kravet om adgang til særlige bade- og omklædningsfaciliteter (typisk en miljøvogn). Adgangen til de særlige bade- og omklædningsfaciliteter vil fra 21. december 2025 kun gælde ved autorisationskrævende nedrivning og oprydning efter brande og omfattende stormskader.
- En ophævelse af definitionen på ”asbestarbejde med lavt støvniveau”, da udtrykket ikke længere anvendes i reglerne.
Arbejdstilsynet