23948sdkhjf

Succesfuld ansættelse af medarbejdere gennem Jernvilje

Globaliseringen har påkaldt sig en enorm interesse i de seneste år, og udviklingen frygtes af mange at føre til store tab af arbejdspladser – hvilket Nordjylland...
Globaliseringen har påkaldt sig en enorm interesse i de seneste år, og udviklingen frygtes af mange at føre til store tab af arbejdspladser – hvilket Nordjylland allerede har mærket på ”egen krop”. Udviklingen fordrer en øget fleksibilitet og innovationsevne hos nordjyske virksomheder, hvilket sætter store krav til tilpasningsevnen i den enkelte virksomhed.

En af de virksomheder som har været i stand til at følge og tilpasse sig udviklingen er NYTECH A/S i Vodskov. NYTECH A/S blev grundlagt i 1987, og er en underleverandør indenfor metalindustrien, som for øjeblikket beskæftiger 27 fuldtidsansatte. I takt med udviklingen og stigende behov, har NYTECH gennem de seneste år udvidet deres produktionsbygninger, maskinpark og investeret i den sidste nye teknologi.

Den positive udvikling i NYTECH har skabt grundlag for ansættelsen af nye medarbejdere. I den forbindelse har man benyttet sig af projekt Jernvilje som ledes af Aalborg tekniske skole. Administrerende direktør Hanne Bækgaard Jensen udtaler i den forbindelse, ”at Aalborg tekniske skole og projekt Jernvilje har leveret en utrolig positiv service. De har hurtigt og på professionel vis leveret profiler på potentielle medarbejdere, som passer til vores behov”.

I forlængelse af samarbejdet med Aalborg tekniske skole har NYTECH i 2005 ansat to nye medarbejdere inden for svejseområdet. Ifølge Hanne Bækgaard Jensen er der tale om dygtige medarbejdere, som fuldt ud lever op til de faglige krav, der er nødvendige for at bestride et job hos NYTECH, og hun betegner derfor ansættelserne som en succes.

Det har bl.a. bevirket, at NYTECH igen har besluttet at anvende projekt Jernvilje og Aalborg tekniske skole i forbindelse med ansættelsen af en ny medarbejder. Årsagen til dette skal findes i, at ”Aalborg tekniske skole er gennem projekt Jernvilje i stand til at koble de ledige med de rigtige virksomheder” udtaler Hanne Bækgaard Jensen.

Det overordnede formål med projekt Jernvilje er at skabe beskæftigelse til nyledige jern- og metalarbejdere fra Nordjylland. Der sker ved at opkvalificere ledige metalarbejdere, således at de bliver i stand til at varetage opgaver inden for den nyeste materialeteknologi, og der hvor efterspørgslen efter arbejdskraft er størst.

Alle deltagere får registreret deres kvalifikationer i en database, hvis de har udført deres opgaver på et tilfredsstillende fagligt niveau. Når virksomheder henvender sig for at få en ny medarbejder, vil der ud fra den faglige profil blive formidlet en eller flere ansøgere til virksomheden. ”Der laves således en matchning, som reducerer risikoen for fejlansættelser af nye medarbejdere i virksomheden. Virksomhederne sparer tid, får matchning af høj kvalitet og en medarbejder med den nyeste viden indenfor faget” udtaler Henrik Nielsen, som er uddannelseskonsulent på Aalborg tekniske skole og projektleder på Jernvilje.

Kilde: www.jernvilje.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078