ÅF Transport A/S har et omfattede projekt på tegnebrættet for den gamle Fragtmandscentral på hjørnet af Søren Frichs Vej og Åbyvej i Aarhus-bydelen Åbyhøj.
Planen omfatter boligblokke i mellem fire og otte etager samt punkthuse i op til 15 etager. Hertil kommer byggeri til butikker og servicearealer. I alt omfatter projektet 39.000 m². Det skriver Aarhus Stiftstidende.
For at sætte skub i projektet, der har været flere år undervejs, har selskabet nu købt sig fri af bindinger til Aarhus Kommune for hele 35 mio. kr.
- Frikøbet er en forudsætning for, at vi kan komme i gang med vores byggeprojekt, som nu har været flere år undervejs med lokalplanlægningen, siger koncernchef, adm. direktør Mogens Madsen, ÅF Transport, til avisen.