HEM Denmark er netop flyttet ind i sit 10.500 kvm store domicil i Skive.
Bygningen er på to etager og har samlet lager, produktion og administration under ét tag. Produktionsudstyret er kommet på plads, og virksomheden er dermed klar til at starte produktionen op.
HEM Denmark er specialister i pladeopskæring og -bearbejdning.
Flytningen markerer en milepæl for virksomheden, der blev grundlagt i Hem i 1989, og de nye faciliteter skal effektivisere driften og give plads til fremtidige udvidelser.
- Her har vi 6,5 meter til loftet over det hele i produktionen, og det betyder, at vi bedre kan stable i højden. Og så er der den forskel, at på vores gamle lokation var bygningerne bygget som knopskydninger. Her er det tænkt igennem, hvordan råvarelager, produktionen og færdigvarelageret ligger i forhold til hinanden, siger Tommy Jensen, ejer og adm. direktør.
Med to produktionshaller, tre lagerbygninger og moderne kontorer får virksomhedens 28 medarbejdere mere optimale rammer for det daglige arbejde.
Kantinekøkkenet er flyttet med
Det nye domicil er opført med fokus på energioptimering og bæredygtighed. Et kedelanlæg udnytter affaldstræ fra produktionen til opvarmning, og solceller på taget dækker en tredjedel af energibehovet. El-trucks sikrer støjsvag intern logistik og forbedrer arbejdsmiljøet i hallerne.
HEM Denmark genanvender desuden maskiner og kontorinventar fra de gamle lokaler. Også kantinekøkkenet er flyttet med og tilpasset. Rundt om domicilet etableres støjvolde og grønne områder med biodiversitet i fokus.
Med placeringen i Skive opnår virksomheden bedre adgang til motorvejsnettet, og alle medarbejdere forventes at være fuldt installeret i løbet af foråret 2026.