Efter en længere sygdomsperiode har Keld Ramlov valgt at fratræde posten som adm. direktør hos Mariendal El-Teknik.
Stafetten er i første omgang givet videre til Jesper Bjørn, der indtræder som konstitueret adm. direktør, mens Keld Ramlov helliger sig familien.
Annonce- Det er et vemodigt øjeblik, som er kommet lidt tidligere end forventet. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at virksomheden er i gode hænder hos både den nye ledelse og ejer, og derfor er jeg samtidig også stolt over at aflevere nøglerne til Mariendal El-Teknik A/S, som er en veletableret virksomhed med stærke rødder, udtaler den afgående direktør og medejer i en pressemeddelelse.
- Jeg vil samtidig gerne benytte lejligheden til at takke alle medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere for et forbilledligt godt samarbejde gennem årene, lyder det videre.
AnnonceI samme ombæring har Keld Ramlov afstået sin del af ejerskabet, så Mariendal El-Teknik nu er 100 pct. ejet af Stenseminde Holding ApS, der ledes af tidligere Desmi-ejer Henrik Sørensen, og som tidligere i februar overtog 51 pct. af aktierne i selskabet.
Elektriker med ledererfaring
Jesper Bjørn kommer fra en stilling som direktør for Service og Specialer i virksomheden og får nu det overordnede ansvar for selskabets cirka 225 medarbejdere på landsplan.
AnnonceHan tiltrådte Mariendal El-Teknik i 2024, er uddannet elektriker og el-installatør og har desuden en HA fra Aalborg Universitet. Tidligere har han bestridt chefstillinger hos både Sweco og Bravida og får nu ansvar for den samlede drift og strategiske udvikling i samarbejde med ejeren Stenseminde Holding.
- Jeg er glad for at kunne indtræde i rollen som konstitueret direktør og på den måde at kunne bistå med at drive virksomheden videre, udtaler Jesper Bjørn og fortsætter:
Annonce- Jeg vil fokusere på at bygge videre på det stærke fundament, vi har sammen med vores ejere i Stenseminde Holding, samt ud fra sunde og ordentlige værdier i vores tilgang til medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere.
Mariendal El-Teknik har hovedsæde i Aalborg og mere end 100 års historie. Virksomheden leverer elinstallationer og tekniske løsninger inden for blandt andet bygningsautomation, sikring og energioptimering til erhverv, industri og offentlige institutioner. Den øvrige ledelse består af projektdirektør Joachim Odgaard samt CFO Jannik Simmelsgaard.
Annonce


