Ulf Schnack var 12 år gammel, da hans far bad ham uddanne sig til kemiingeniør.
Dermed var kursen lagt til et livslangt engagement i familievirksomheden, der under hans tid ved roret voksede til en milliardforretning.
Da Ulf Schnack i 1970 overtog den øverste ledelse efter sin far, var Flügger en rendyrket leverandør til professionelle malermestre. Nøgleordene var faglighed, produktion og tætte relationer til håndværket, og privatkunder var endnu ikke på radaren.
AnnonceUnder næste generations ledelse blev sortimentet udvidet, produktionen styrket, og der blev truffet en række strategiske valg, som ændrede Flüggers forretningsmodel.
For eksempel var det Ulf Schnacks ide at etablere en af de første fabrikker, der udelukkende producerede vandbaseret maling, som det i dag er normen for langt de fleste leverandører.
Nye muligheder i lejeloven
I midten af 1970’erne valgte Flügger at åbne sine første butikker med salg direkte til forbrugeren. Det blev lidt af en gamechanger, lyder det i en pressemeddelelse fra malingkoncernen.
AnnonceBeslutningen blev taget, mens oliekrisen kradsede, og Ulf Schnack inviterede hele ledelsen til ugelang idé-bootcamp på Langeland i et sommerhus, hvor idéen om butikker til slutbrugerne blev født.
Bagtæppet var Indførelsen af lejeloven i 1975, der ændrede rammerne for lejeforhold og vedligeholdelse og bidrog til, at langt flere private pludselig stod med et konkret behov for maling og vejledning.
Vokset i sortiment og på landkortet
Under Ulf Schnacks ledelse voksede Flügger markant, både i bredde og geografi. Virksomheden ekspanderede i Norden og senere i Østeuropa, og sortimentet kom til at omfatte alt fra dekorativ maling og træbeskyttelse til spartelmasse, tapet og maleværktøj.
AnnonceI dag er Flügger en børsnoteret international koncern med en nettoomsætning på omkring 2,27 mia. kr., cirka 1.600 medarbejdere og 229 egne Flügger Farver-butikker samt en lang række franchise butikker.
Trods børsnoteringen har familien Schnack bevaret en central rolle som hovedaktionærer, og Ulf Schnack yngste søn Sune Schnack har siden 2021 siddet på posten som adm. direktør.
Ulf Schnack selv trådte tilbage som topchef i 2007, og har i dag titel af Chief DNA Officer. Rollen handler ikke om daglig drift, men om kontinuitet, værdier og forretningsforståelse.
AnnonceUlf Schnack har fem børn og 11 børnebørn, hvoraf flere har en aktiv rolle i Flügger.
Annonce