Den store producent af maleranlæg til blandt andet entreprenørmateriel Aabo-Ideal på Sydfyn får ny direktør.
Det bliver Torben Nørgaard Hansen, som i øjeblikket er direktør hos GEA Scan-Vibro i Svendborg.
Torben Nørgaard Hansen har været adm. direktør i flere virksomheder blandt andet Nassau Door og Skako Comessa.
AnnonceHan afløser Gynter Graul Lorenzen, som efter en årrække som direktør nu går på pension. Det sker ifølge en pressemeddelelse fra firmaet "senest 1. september".
Aabo-Ideal er kendt for sine store maleranlæg, som sælges til en række større industrikoncerner i Europa. Aabo-Ideal nævner, at virksomheden leverer anlæg til virksomheder inden for entreprenørmateriel, robotteknologi og forsvarsindustri.
AnnonceKapitalforhøjelse
Aabo-Ideal kom ud af det seneste offentliggjorte regnskabsår 2023/2024 med et underskud før skat på 17,1 mio. kr. Det bragte egenkapitalen helt ned på 3,7 mio. kr.
I forbindelse med direktørskiftet gennemfører ejerkredsen en kapitalforhøjelse. Her træder Torben Nørgaard Hansen også ind med kapital. Bestyrelsesformand Bjarke Brøns og økonomidirektør Nis Johnsen er også med i ejerkredsen.
AnnonceDansk Ejerkapital ved IU IV Invest 14 ApS er også en væsentlig del af ejerkredsen. Dansk Ejerkapital har ifølge CVR en ejerandel på mellem en tredjedel og halvdelen af kapitalen.
Regnskabet for 2024/2025 er endnu ikke offentliggjort.
Rekordstor ordrebog
Bestyrelsesformand Bjarke Brøns udtaler i pressemeddelelsen:
- Aabo-Ideal har et stærkt fundament med markedsledende knowhow indenfor overfladebehandlingsløsninger, og vi står i dag med en rekordstor ordrebog.
Annonce- Med Torben Nørgaard Hansen som direktør og en styrkelse af kapitalgrundlaget har vi i ledelsen og ejerkredsen store forventninger til at kunne realisere potentialet i Aabo-Ideal i den kommende tid.
Den ny direktør Torben Nørgaard Hansen siger:
- Jeg ser frem til at stå i spidsen for Aabo-Ideal og bygge videre på det solide fundament, som Gynter Graul Lorenzen og organisationen har skabt.
- Med et konkurrencedygtigt produktprogram og en stærk markedsposition har virksomheden gode forudsætninger for yderligere vækst på tværs af flere segmenter. Det potentiale ser jeg frem til at realisere sammen med ejerkredsen og ikke mindst medarbejderne.
Annonce