I 2014 igangsættes arbejdet med et supercykelstiprojekt til 16,7 mio. kr. i form af en opgradering af den eksisterende forbindelse fra "Bilka-krydset", ind forbi flere af de store uddannelsesinstitutioner og til centrum.
De primære dele af projektet er en ombygning af Kirkegade, så den i centrum bliver mere cyklistvenlig, etablering af cykelstier langs Spangsbjerg Kirkevej og en forbedring af forholdene for cyklisterne i den nordlige del af byen, bl.a. med anlæg af en tunnel under "Bilka-krydset", som er byens tættest trafikerede kryds.
Stiprojektet er udarbejdet med det formål at få så mange pendlere som muligt til at vælge cyklen.
- Supercykelstien vil helt klart blive et plus for de mange pendlere, der cykler fra Esbjerg Nord til uddannelsesstederne eller centrum, udtaler formanden for Teknik- & Byggeudvalget, Anders Kronborg, som forventer, at der vil komme op til 20 procent flere cyklister på ruten.