23948sdkhjf
Log ind eller opret et abonnement for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Building Supply
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.
Annonce
Annonce

S og M vil nedsætte ny kommission om arbejdsliv

Socialdemokratiet og Moderaterne vil nedsætte en arbejds- og familielivskommission. Her er et par bud på, hvad kommissionen blandt andet bør fokusere på
Annonce

Midt i regeringsforhandlingerne er Socialdemokratiet og Moderaterne blevet enige om at nedsætte en kommission, der skal se på fremtidens arbejds- og familieliv.

Det har fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) oplyst i en skriftlig kommentar.

Partierne er desuden enige om, at der er behov for mere generelt at se på, hvordan velfærdsforliget kan fremtidssikres.

Annonce

- Det arbejde skal forberedes grundigt, og derfor er der behov for at nedsætte en arbejds- og familielivskommission, ligesom vi ønsker at inddrage arbejdsmarkedets parter i det videre arbejde, lyder det fra statsministeren.

Hos pensionsselskabet PFA bliver udmeldingen mødt med opbakning.

Her fremhæver administrerende direktør Ole Krogh Petersen især behovet for at tænke arbejdsudbud ind i kommissionens arbejde.

- Først og fremmest vil jeg rose den udmelding, der er kommet. Det er enormt vigtigt, at man vil nedsætte en kommission og inddrage arbejdsmarkedets parter, siger han.

Han peger på, at flere seniorer i dag ønsker at blive længere på arbejdsmarkedet.

Annonce

Ifølge PFA gælder det knap 60 procent. Det er en stigning fra omkring 40 procent for få år siden, oplyser direktøren.

Samtidig ønsker flere en mere fleksibel overgang til pension.

- Ifølge vores undersøgelser efterspørger omkring 70 procent en mere glidende overgang i stedet for at stoppe fra den ene dag til den anden, siger Ole Krogh Petersen.

Han vurderer, at netop fleksibilitet er noget, der bør være fokus på i det videre arbejde.

Også direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Lars Andersen ser positivt på planerne om at nedsætte en arbejds- og familielivskommission.

Han peger på tre centrale fokusområder.

- Det første er årene op til pensionsalderen, hvor vi skal se på tilbagetrækningsmuligheder for folk, der er nedslidte eller har arbejdet meget længe, siger han.

Annonce

- I samme boldgade er det afgørende med forbedringer af både fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

Lars Andersen vurderer desuden, at der er behov for bedre vilkår for småbørnsfamilier.

Under valgkampen foreslog Socialdemokratiet et børneudspil, hvor forældre til små børn skulle have mulighed for at gå ned i tid mod en økonomisk kompensation. Når børnene så er store nok, skal forældrene gå op i tid igen.

- Man kan se, at når en familie får det første barn, går moren typisk ned i arbejdstid og bliver ved med det, siger Lars Andersen.

- Her kunne man forestille sig en model, hvor der er støttemuligheder fra det offentlige.

Det tredje punkt er det, som Lars Andersen kalder et sporskifte.

Annonce

Der skal være mulighed for at opkvalificere sig til et mindre fysisk belastende arbejde.

- Sporskifte kan i virkeligheden også være nøglen til, at flere kan blive længere på arbejdsmarkedet, siger han.

Ifølge PFA bør der også være fokus på forebyggelse af nedslidning og sygemeldinger. Pensionsselskabet ser i den forbindelse et potentiale i brugen af kunstig intelligens.

- Vores erfaringer har vist, at vi kan reducere risikoen for langtidssygefravær markant. Det forudsætter selvfølgelig, at brug af kunstig intelligens sker på en etisk forsvarlig måde og med ansvarlig håndtering af data, siger Ole Krogh Petersen.

Lars Andersen mener, at alt, der kan forebygge sygemeldinger, er positivt.

Annonce

Men samtidig vurderer han også, at der er nogle klare etiske dilemmaer ved brug af kunstig intelligens.

- Det handler blandt andet om, hvem der har adgang til data, og hvordan de bliver brugt, siger han.

Ritzau har forsøgt at få Socialdemokratiet og Moderaterne til at svare på, hvad partierne vil med kommissionen.

/ritzau/

Mange forældre med småbørn er presset

* Seks ud af ti forældre oplever, at det stresser dem, at de både skal være en god forælder og en god medarbejder.

* Knap hver fjerde forælder har inden for det seneste år afleveret børn i institution, selv om børnene var syge.

* Fem ud af ti mødre oplever, at de har svært ved at få hverdagen med børn og arbejde til at hænge sammen.

Kilder: Akademikerbladets Forælderbarometer 2025 og Socialdemokratiet.

/ritzau/

Ritzau

Annonce Annonce
BREAKING
{{ article.headline }}
0.109|