Tendensen til færre konkurser i byggeriet ser ud til at have bidt sig fast. Bortset fra en enkelt afstikker i november har det månedlige antal af konkurser i branchen ligget stabilt omkring de 50.
- Med de 50 konkurser i januar holder vi stilen fra andet halvår 2013. Hvor vi i en lang periode har set ca. 60-65 konkurser om måneden, er der nu sket et skift nedad, så vi ser ca. 50 konkurser om måneden i bygge- og anlægsbranchen. Det er glædeligt, men vi er nødt til at pointere, at det stadig er et højt niveau for antallet af konkurser, siger Andreas Fernstrøm, chefkonsulent i Dansk Byggeri.
At niveauet fra andet halvår 2013 indtil videre er stabilt betyder også, at Dansk Byggeri forudser yderligere et dyk i konkurserne i 2014. Her forventer man således cirka 600 konkurser mod de 694 konkurser i 2013.