Hos JORTON og Hustømrerne har vi det seneste halve år arbejdet målrettet med at vise byggeriet frem på vores sociale medier. Gennem videoer på TikTok, Instagram og Facebook forsøger vi at give et ærligt, informativt og underholdende indblik i livet på byggepladsen – og i menneskene bag projekterne.
Det begyndte som et forsøg på at kommunikere lidt anderledes. I dag kan vi mærke, at det virker.
Vi oplever flere henvendelser fra unge mennesker, der er nysgerrige på både virksomhederne og håndværksfagene generelt. Samtidig ser vi et stort engagement på særligt TikTok, hvor kommentarfelterne ofte summer af spørgsmål, kommentarer og dialog om alt fra værktøj til byggeprocesser og arbejdsliv.
Vores indhold spænder bredt. Nogle videoer er sjove og uformelle, mens andre handler om håndværket, konkrete byggesager eller det daglige arbejde som tømrer, murer, projektleder eller praktikant. Fælles for dem er vores ønsket om at vise, hvad det egentlig vil sige at være en del af et byggeri – og at gøre branchen mere nærværende for de unge.
For nylig deltog vi også ved Skills, Danmarks største uddannelsesevent for erhvervsuddannelser, hvor unge fra hele landet får mulighed for at opleve fagene på tæt hold. Her fulgte vi blandt andet vores dygtige bygningsstruktør Lucas Madsen, som deltog i konkurrencen og var med til at sætte fokus på stoltheden i håndværket.
Stadig flere kollegaer har lyst til at være med foran kameraet – både unge lærlinge og garvede medarbejdere. Projektledere, tømrere, murere og praktikanter bidrager alle til at vise hverdagen frem og vi mærker tydeligt, at det skaber fællesskab og stolthed ude på pladserne og i afdelingerne at vise sit arbejde frem.
For os handler det ikke kun om sociale medier. Det handler om at gøre håndværket mere synligt, skabe interesse for branchen og forhåbentlig inspirere endnu flere unge til at få øjnene op for mulighederne i byggeriet – og måske også for en fremtid hos JORTON eller Hustømrerne.