Danske chauffører skifter gerne deres job ud for at få en bedre løn. Flere og flere chauffører skifter nemlig over til byggebranchen, og det er ved at være et problem for de danske vognmænd.
Det skriver ErhvervsBladet i dag.
- Danske chauffører har i tusindtal forladt vognmændene og er gået til byggeriet, hvor de kører entreprenørmaskiner til en timeløn på 400 kr., som er meget mere end de 110 kr., vognmændene kan tilbyde dem, fortsætter Frank Nørgaard, formand for Danske Fragtmænd til avisen.
Danske vognmænd står og mangler akut arbejdskraft. Chaufførernes jobskifte går ud over leverancer til kunderne.
Fortsætter denne triste udvikling, skabes der et stort samfundsproblem, mener formanden for Danske Fragtmænd.
Ifølge avisen afviser Dansk Byggeri ikke, at de har taget imod chaufførerne med åbne arme og tilbudt dem en timeløn på 400 kr.