Fra 1. juli 2026 bliver det markant enklere for en række små og mellemstore virksomheder at tilbyde medarbejderaktier til deres ansatte.
Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt sætter med en ny bekendtgørelse en udvidelse af medarbejderaktieordningen i kraft. Formålet er at styrke vækstvirksomheders muligheder for at tiltrække og fastholde medarbejdere samt give flere ansatte mulighed for at få del i værdiskabelsen gennem ejerskab. Ændringerne var en del af Iværksætterpakken fra 2024, men har afventet EU-godkendelse, som nu er på plads.
AnnonceDet oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse.
- Danmark har brug for mange flere væksteventyr. Mange iværksættere og startups har potentialet til at vokse sig større, ansætte flere og erobre nye markeder. Men væksten kommer ikke af sig selv. Den kommer af dygtige, engagerede medarbejdere, der tror på virksomheden og lægger kræfter i at få den til at vokse, udtaler Jakob Engel-Schmidt og fortsætter:
- Og når man er med til at skabe succesen, skal man også kunne få del i den. Det skal lovgivningen ikke stå i vejen for. Nu gør vi det lettere at dele ejerskabet i virksomheden ved at give medarbejderaktier. Det gør det lettere for medarbejderne at komme med på vækstrejsen.
AnnonceDe nye regler betyder, at medarbejdere i iværksættervirksomheder og startups med en grundløn på mindst 265.300 kr fremover kan modtage et ubegrænset antal medarbejderaktier, warrants og optioner uden beskatning, før aktierne sælges. Samtidig slipper virksomhederne for de hidtidige krav om værdiansættelse af medarbejderaktier af hensyn til skattereglerne.
- Det er iværksætterne, som skal skabe de næste væksteventyr i Danmark, og som skal være med til at finansiere fremtidens skoler og sundhedsvæsen. Derfor kommer regeringen også til at fremlægge en Iværksætterpakke 2.0, som netop skal gøre det mere attraktivt at anvende medarbejderaktier, lette adgangen til risikovillig kapital samt begrænse skattemæssige barrierer, udtaler Jakob Engel-Schmidt.
AnnonceOrdningen gælder for små og mellemstore virksomheder, der blandt andet ikke er børsnoterede, er op til 10 år gamle, har op til 150 ansatte og en nettoomsætning eller balance på højst 200 mio. kr.
Med ændringen fjernes den hidtidige begrænsning på, hvor stor en del af lønnen der kan gives som medarbejderaktier for de omfattede virksomheder. Ændringerne træder i kraft den 1. juli 2026.
Annonce Annonce