Blot en meter under Roskilde Bypark har en hemmelighed gemt sig i mere end 600 år.
En hemmelighed, der nu er kommet frem i lyset.
I forbindelse med planerne om et muligt nyt parkeringshus har arkæologer nemlig fundet rester af et middelalderkloster i parken tæt på Roskilde Domkirke, det skriver TV2 Kosmopol.
AnnonceEt kloster, som man i flere århundreder har troet var gået tabt.
- Det er jo fantastisk. Det hører absolut til sjældenhederne, siger Jesper Langkilde, der er museumsinspektør og arkæolog på Romu til TV 2 Kosmopol.
Man havde hidtil troet, at Sankt Clara Kloster fra 1200-tallet var gået tabt.
I middelalderen var det et af fem klostre, som var en vigtig del af det, der gjorde Roskilde til en betydningsfuld by.
Historikere og arkæologer har vidst, at klostret blev lukket og revet ned i 1500-tallet efter reformationen, hvor der blandt andet blev solgt en halv million mursten til Selsø Slot.
AnnonceOg derfor har man hidtil antaget, at der ikke var noget af klostret, der var bevaret.
- Vi troede ikke, at der var noget her, siger Jesper Langkilde, imens han kigger ud på græsplænen, der bliver brugt af Roskilde Gymnasium.
Men en ny georadarundersøgelse fortaget af Romu og Nationalmuseet viser, at der stadig gemmer sig rester af klostrets bygninger under jorden.
Der findes kun begrænset viden om, hvordan klostrene i Roskilde så ud, fordi byen siden har bredt sig og der er blevet bygget oven på områderne.
AnnonceDerfor er Romus museumsinspektør begejstret for, at man har fundet ruiner ved et åbent græsområde.
- Det er fantastisk, at vi nu ved, at det er her. Det er en fantastisk mulighed for at få ny viden om området, siger Jesper Langkilde.
Roskilde Kommune har planer om at etablere et parkeringshus under sportspladsen ved Byparken i Roskilde for 70 millioner kroner.
Men efter fundet skal der nu laves en arkæologisk prøvegravning.
Romu har dog endnu ikke aftalt med Roskilde Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen, hvornår undersøgelserne skal finde sted.
AnnonceMen Roskilde Kommune vil på baggrund af de kommende undersøgelser vurdere, om parkeringshuset fortsat skal placeres på stedet.
Hvis kommunen ender med at fastholde planerne, vil der ifølge Jesper Langkilde skulle foretages en arkæologisk udgravning, hvor dele af klostret bliver gravet frem. Vælger kommunen i stedet at placere parkeringshuset et andet sted, vil man ikke nødvendigvis lave en arkæologisk udgravning af klostret.
Og netop derfor er Jesper Langkilde heller ikke afvisende over for, at kommunen fortsat kan vælge at bygge et parkeringshus i området.
Annonce- Set fra et arkæologisk synspunkt vil det absolut være interessant at undersøge, siger han.