Politikerne i Guldborgsund Kommune vedtog i efteråret 2012, at der skal opføres en ny stor folkeskole, Sophieskolen, i Nykøbing Falster. Nu har byrådet så udpeget vinderprojektet.
Bag skoleprojektet står Byggekonsortium Øst v/ Brdr. Pedersen A/S som totalentreprenør, Møller & Grønborg A/S som landskabsarkitekt og OBH Rådgivende ingeniører A/S samt TNT arkitekter og Creo Arkitekter.
- Det er en modig og meget fremadrettet beslutning om at opgradere skolebygningsmassen i Guldborgsund, hedder det i det nyeste nyhedsbrev om den nye skole, hvor det også fremgår, at det projektet nu skal gennemarbejdes og tilpasses, så det kommer til at blive så velfungerende, som tænkes kan, når skolen indvies den 1. august 2016.
Skolen bygges i to etager og får et bruttoareal på 9.400 m2 samt et nettoareal på 8.313 m2. Der bliver tale om en tre-sporet, som også får indrettet et 10. klasses center og plads til mellem 850 og 900 elever.
Byggeriet har mange specielle detaljer. Blandt andet placeres en femkantet multisal midt i skolebygningen. Ligeledes er flere af trapperne brede, såkaldte læringstrapper, der kan bruges til ophold.