Arbejde på stilladser, stiger og tage er blandt det farligste på byggepladserne. Af 20 dødsulykker i 2005 skete de fleste ved faldulykker. Derfor sætter Arbejdstilsynet med aktionen i dag særligt fokus på denne type arbejde. Ved en tilsvarende aktion i juni, der var rettet mod tagarbejde, måtte Arbejdstilsynet skride ind og stoppe arbejdet på mere end hver tredje byggeplads.
- Sikkerhedskravene på byggepladserne skal overholdes, siger direktør Jens Jensen, Arbejdstilsynet. - Og reglerne er velkendte i branchen, så der er ingen undskyldning for at sløse med sikkerheden. Ligesom ved aktionen i juni vil Arbejdstilsynet slå hårdt ned, hvis sikkerheden ikke er i orden, og i de værste tilfælde vil vi bede politiet gå ind i sagen, siger han.
Dagens aktion foregår som uanmeldte besøg på byggepladser over hele landet.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har med baggrund i ulykkestallene bedt Arbejdstilsynet om i samarbejde med byggebranchens parter at igangsætte nye aktiviteter. Det er resulteret i en handleplan, der skal være med til at forbedre arbejdsmiljøet på byggepladserne.
Ét af mange elementer i handleplanen er aktionen, som Arbejdstilsynet gennemfører i dag. Der kommer flere aktioner i løbet af 2006.
I 2005 skete der 20 dødsulykker på byggepladserne - en fordobling i forhold til de foregående år. I 2005 skete der desuden 296 alvorlige ulykker på byggepladserne.
Kilde: Arbejdstilsynet.