På onsdag skal Aarhus Byråd tage stilling til en anlægsbevilling på 18,3 mio. kr. til etablering af kloak i fire kolonihaveforeninger, Haveforeningen Norringholm, Haveforeningen Rugholm, Haveforeningen af 1941 og Haveforeningen Sølyst.
Det sker som en følge af, at det tidligere byråd i maj 2013 vedtog, at Aarhus Kommune skal finansiere anlæg af kloak i alle kommunalt ejede kolonihaveområder, der ikke allerede er kloakeret. Det drejer sig om knap 3.000 kolonihaver.
Anlægsarbejdet ventes at trække sig over 2014 og 2015. De resterende godt 2.600 ikke kloakerede kolonihaver på kommunal ejet jord skal kloakeres i perioden 2016 – 2024.