Den store belgiske infrastrukturkoncern Infra Group slår nu kløerne i endnu en dansk anlægsentreprenør.
Denne gang drejer det sig om vestsjællandske Entreprenør Benny Petersen A/S, der ifølge det nylige årsregnskab for 2025/26 tjente 32,5 mio. kr. efter skat.
AnnonceEntreprenørfirmaet oplyser i en meddelelse, at man har indgået, hvad der betegnes som et partnerskab med Infra Group.
- Med partnerskabet bliver Entreprenør Benny Petersen A/S en del af Infra Group, og virksomhedens hidtidige ejer, Mads Top, bliver samtidig medejer af Infra Group.
Mads Top har hidtil været både ejer og direktør for det vestsjællandske entreprenørfirma. Han fortsætter i rollen som direktør.
AnnonceBelgiere i offensiven
Opkøbet er det tredje i rækken af markante opkøb på dansk grund fra belgiske Infra Group inden for kort tid.
I begyndelsen af februar var det anlægsentreprenøren MSE Entreprise fra Falster, der blev købt af Infra Group. Dermed købte belgierne sig til i omegnen af 600 mio. kr. i årlig omsætning.
Senere samme måned købte Infra Group også den velindtjenende nordsjællandske anlægsentreprenør Zøllner. På den konto sikrede belgierne sig yderligere 600 mio. kr. i årlig omsætning.
AnnonceDet købende selskab, We Connect Infra Denmark ApS, blev stiftet i januar i år og har dermed endnu ikke aflagt regnskab for den samlede danske forretning.
I Danmark ejer Infra Group også LM Gruppen A/S og Jacob Post Styret Underboring A/S.
På europæisk plan ejer den belgiske koncern i alt 130 virksomheder inden for kritisk infrastruktur.
Kan byde på større opgaver
Entreprenør Benny Petersen skriver, at firmaet efter salget fortsætter som et selvstændigt selskab med nuværende domicil, ledelse og medarbejdere.
AnnonceIfølge det nylige årsregnskab beskæftigede firmaet i seneste regnskabsår 53 ansatte. Omsætningen oplyses ikke.
Entreprenør Benny Petersen skriver i meddelelsen, at de nye ejerforhold giver mulighed for, at firmaet fremover kan byde på større infrastrukturprojekter.
Licitationen forsøger at få en kommentar til ejerskiftet fra direktør Mads Top.
Annonce

