23948sdkhjf

27.000 besøgende på Byggeri’14

BYGGERI'14: Fire velbesøgte dage giver tro på et godt 2014, lyder det fra arrangøren, der bakkes op af tilfredse udstillere.
27.149 besøgende lagde i løbet af fire dage vejen forbi Byggeri’14 i Fredericia, og det skaber tiltrængt optimisme i en branche, som ellers har haft det svært.

- Byggeri’14 har været en kæmpe succes, og opbakningen til messen har været fantastisk. Der skal lyde en stor tak til alle udstillerne for deres enorme stykke arbejde. Standene har haft et utroligt højt niveau, og der har været masser af ros fra de besøgende. Det giver tro på et godt år for byggeriet, siger Palle Thomsen, administrerende direktør hos Danske Byggecentre, som i år arrangerede byggerimesse for 16. gang.

Godt 300 virksomheder udstillede på messen, og på tværs af hallerne melder udstillerne om stort udbytte. Hos Gamle Mursten, som over de sidste to år har fordoblet produktionen, var det ikke mindst en ny løsning bestående af isoleringsplader med præmonterede isoleringsplader, der trak spørgelystne gæster ind på standen.

- De mange spørgsmål, indfaldsvinkler og positive tilkendegivelser vil helt sikkert blive taget til efterretning i det videre udviklingsforløb, siger direktør og stifter, Claus Juul Nielsen, til Building Supply.

Forventningerne er mere end indfriet
Besøgstallet i år var lidt højere end ved den seneste messe i 2012, og kvaliteten i sammensætningen var også på et højt niveau, lyder det fra dørproducenten Jeld-Wen:

- Vi har fået indfriet vore forventninger til messen; både i forhold til besøgstal generelt, men endnu mere vigtigt at vi havde de ’rigtige’ besøgende på vores stand. Der kom kunder, leverandører og samarbejdspartnere fra både ind- og udland forbi vores stand, der alle i stor udstrækning var seriøse fagfolk, siger administrerende direktør Claus Beier.

Papirisoleringsproducenten CBI Danmark, der i 2013 etablerede eget produktionsanlæg i Sverige, udstillede på messen for første gang – og det med stor succes.

- Interessen for vores virksomhed og vores produkter har været overvældende – både under og efter messen. Deltagelsen på Byggeri’14 vil uden tvivl have en stor indvirkning på vores fremtidige udvikling, siger Peter Andersen fra CBI Danmark.

Trægulvsleverandøren Hørning hører til blandt de faste udstillere på Byggeri-messen, og for Silkeborg-virksomheden var dette års messe den første lejlighed til at vise det markant udvidede produktsortiment, der er opstået efter købet af Woodfloor for godt et år siden.

- Byggeri-messen er en oplagt lejlighed til at komme helt ud til mester og svend og præsentere de mange produkter, som næsten ikke kan formidles uden en fysisk præsentation. Den nære kontakt til kunderne og de montører, der jo som de eneste reelt arbejder med vore produkter, er guld værd for at få feedback omkring både kvaliteten og montagen, siger CEO Peter Mathiasen.

Se billeder fra Byggeri-messen:
Billedserie: Byggeri'14 (1)
Billedserie: Byggeri'14 (2)
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079