Nyt projekt på Teknologisk Institut skal udvikle en selvlærende algoritme, der kan bidrage til energieffektiv ventilation. Projektet hedder SAAVER og er et samarbejde mellem Teknologisk Institut, Airmaster og Aalborg Universitet.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Teknologisk Institut.
AnnonceProjektet skal udvikle en algoritme, der ved hjælp af machine learning og tidsrækkeanalyse selv kan estimere et rums termiske egenskaber ud fra data fra ventilationsanlæggets sensorer. På den måde skal algoritmen gøre det lettere at sætte anlæggets prædiktive styring op uden manuel konfigurering.
Prædiktiv styring kan spare energi i skoler og kontorer, men kræver i dag en dyr og kompliceret opsætning.
Et tidligere projekt, det såkaldte ELFORSK-projekt, har vist, at driften kan optimeres, ved at et ventilationsanlæg tilpasser sig vejrudsigter, brugsmønstre og svingende elpriser.
AnnonceFor at et anlæg skal kunne fungere optimalt, skal det først konfigureres manuelt med data om det enkelte lokales isoleringsevne, rumvolumen samt vinduernes type og orientering mod solen. Sådan en opgave er både tidskrævende, og der kan ske menneskelige fejl. Derudover vil de høje omkostninger betyde, at teknologien i praksis nok kun vil blive brugt sporadisk.
- Med SAAVER vil vi undersøge, om anlægget i stedet selv kan regne ud, hvordan lokalet reagerer termisk. Lykkes det, fjerner vi en væsentlig barriere for at udbrede teknologien, siger projektleder ved Teknologisk Institut Jakob Wulff Andersen i pressemeddelelsen.
AnnonceSAAVER står for Self-Learning Adaptive Algorithms for Ventilation and Energy Reduction. Projektet har et samlet budget på 5,25 millioner kroner og er støttet med 2,6 millioner kroner af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) under Energistyrelsen.
Flere funktioner skal give yderligere besparelser
Projektet skal også afprøve, hvordan forskellige funktioner kan bidrage til yderligere besparelser og bedre komfort. Det gælder blandt andet koordineret solafskærmning, forbedret nattekøling samt en model for træk og luftens lagdeling.
AnnonceAirmaster, der producerer decentrale ventilationsanlæg, skal på sigt kommercialisere resultaterne som en softwareopdatering, blandt andet til virksomhedens AMX4-anlæg, der har integreret varmepumpe.
Ifølge Erik Bjørn, der er Head of Technology and Innovation hos Airmaster, viser tidligere analyser, at der allerede er store energibesparelser forbundet med at forsyne bygninger med frisk luft decentralt, fordi man undgår energitab i distributionen gennem kanaler.
De første prototyper testes under kontrollerede forhold i Teknologisk Instituts indeklimalaboratorium i Taastrup, før systemet afprøves i fuld skala på Kamstrups demonstrationssite i Stilling, hvor der allerede er installeret 28 AMX4-anlæg.
AnnonceProjektperioden strækker sig fra 2. januar 2026 til 31. marts 2028.