- Vi må anerkende, at det tager længere tid at få alt på plads omkring Kunsthallen, og vi vil gerne undgå, at nærmeste nabogrund til det nye hotel skal være en støjende byggeplads, når hotellet åbner omkring årsskiftet 2017-2018. Derfor bliver forløberen for Kunsthallen et Kunstpavillon-projekt på havnen med skiftende arkitekter og med skiftende udstillinger. Og når det nye Sønderborg Tower Hotel med tilhørende waterpark er ”indkørt” efter nogle års drift, så kan byggeriet af Kunsthallen gå i gang, det oplyser administrerende direktør Michael Saxtorph, Sønderborg Havneselskab.
Han uddyber, at Kunsthal-projektet er udviklet og kan afleveres efter planen af direktøren for Kunsthallen, Charlotte Sahl-Madsen.
De midlertidige kunstpavilloner tænkes opført på nabogrunden til hotellet. Tidsplanen for de første pavilloner er endnu ikke fastlagt, men tænkes rejst i marts og nedtages i oktober. Kunstpavillonerne vil blive tegnet af forskellige anerkendte arkitekter og skal være en oplevelse i sig selv. Det kunstneriske indhold vil skifte hvert år for at vise nye og kloge måder at formidle kunst før Kunsthallen bygges.
- Dermed fastholder vi udviklingen og rejsen hen mod en permanent Kunsthal. Vi sikrer tilmed, når hotel og waterpark åbner, at kommunens borgere og byens gæster samtidig får kunstoplevelsen på havnen, fastslår Michael Saxtorph.
Kunsthallen får juridisk set et selvstændigt liv uden for Havneselskabet, og der vil blive sammensat en bestyrelse, der blandt andet skal bestå af internationale kunstnere. De skal arbejde videre med pavillonprojektet og gøre klar til Kunsthallen, og det vil ske i samråd og samarbejde med Sønderborg Kommune.
- Kunstpavillonerne skulle gerne kunne tiltrække op til 50.000 besøgende på årsbasis. Publikum vænner sig med andre ord til den fremtid, vi får med Kunsthallen om nogle år, siger Michael Saxtorph.