Arbejdet med at forlænge Dronning Sophies Allé til Ladegårdsbakken i Skanderborg gik i stå med Sjælsøgruppens konkurs i august 2013. Nu er en garanti på knap 16 millioner kroner udbetalt, og arbejdet går i gang inden sommerferien.
Trafikken på Låsbyvej og omkring Skanderborg station har været belastet, men beboerne i området kan altså nu se frem til en løsning. Lige før jul blev garantien udbetalt, så anlægsbevillingen er formelt på plads.
Når vejen er færdig, vil der være forbindelse mellem Låsbyvej og Ladegårdsbakken via Skanderborg Bakker.
Jens Peter Langballe Sørensen, leder ved Vej & Trafik i Skanderborg Kommune oplyser, at der er indgået indgået aftale med en rådgiver om henholdsvis bro og vejprojekt. Ingen af de to projekter er udbudt endnu, men man er langt med forberedelsen af udbudsmaterialerne. Rådgiveren projekterer broen, mens kommunen selv projekterer vejprojektet.
Arbejdet begynder inden sommerferien 2014 og vil være afsluttet senest i august 2015.