Overborgmester for Københavns Kommune Ritt Bjerregaard takkede nej til Realdanias gave på 525 mio. kr. til en broforbindelse mellem Holmen og Kvæsthus-molen. Årsagen hertil var, at Københavns Kommune arbejder på en anden løsning.
Selvom overborgmesteren og teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam takkede nej til Fondens tilbud, er Ritt Bjerregaard dog nu interesseret i en dialog med Fonden om en mulig trafikforbindelse mellem Kvæsthusbroen til Operaen. Det oplyser dagbladet Børsen i dag.
- Vi går ikke efter den gave, som Fonden Realdania kom med i første omgang, men det betyder ikke, at vi ikke vil have en dialog. Vi vil f.eks. gerne have Realdania til at betale for pladsen ved siden af det nye skuespilhus, siger Ritt Bjerregaard til avisen.
Ritt Bjerregaard vil gerne etablere en broforbindelse mellem Operaen og Kvæsthusbroen, så længe det ikke øger biltrafikken i området.