John Borg vil udfordre de danske farveforhandlere med sin nye malingskæde Farvekongen, hvor der sælges kvalitetsmaling til ca. den halve pris af hvad, maling i dag koster hos farveforhandlere. Det oplyser dagbladet Børsen.
- Nu har jeg været i branchen i 33 år, og i den tid har den ikke ændret sig. Vi har nøjagtig de samme butikker, som sælger mindre og mindre maling. Se f.eks. på kæder som Dyrup og Sadolin, som i dag sælger gardinstoffer og alt
muligt andet, siger adm. direktør John Borg fra Farvekongen til avisen.
Farvekongen satser på at give de danske farveforhandlere et stærkt frontalangreb med lanceringen af omkring 70-100 franchisebutikker, der skal fordeles rundt om i landet i fremtiden.
Den nye spiller i branchen har allieret sig med den svenske malingsproducent Landora i Landskrona. Fremover vil Farvekongen være eneforhandler i Danmark på dennes produkter, der udover at være kvalitetsprodukter desuden er mærket med det nordiske svanemærke.