I går fyrede generaldirektør Kenneth Plummer projektdirektøren Kjeld Boye-Møller på grund af den yderst anspændte økonomi til DR’s byggeriprojekt i Ørstad.
Meget tyder på, at de allerede overskredne budgetter på 630 mio. kr. for byggeriet bliver endnu dyrere. Det oplyser dagbladet Børsen i dag.
- På baggrund af Rigsrevisionens vurdering må jeg konstatere, at DR Byens økonomi er under pres. Den vurdering, vi selv har bedt om i samme sag, bekræfter Rigsrevisionens konklusioner. På det grundlag har jeg aftalt med Kjeld Boye-Møller, at han fratræder med øjeblikkelig virkning, siger DR’s generaldirektør Kenneth Plummer til avisen.
Projektdirektør Kjeld Boye-Møller’s job bliver overtaget af Finn Gjørret, der har arbejdet som direktionens rådgiver i forbindelse med færdiggørelsen af DR Byen.