De første beboere på det nytænkende, Fremtidens Plejehjem i Aalborg-bydelen Nørresundby flyttede ind i januar, og alle boliger har nu fundet en lejer.
Læs mere:Fremtidens Plejehjem holder nu officiel indvielse for indbudte gæster, beboere, pårørende og medarbejdere. Det sker i dag torsdag den 10. april.
Dansk Boligbyg har været hovedentreprenør på byggeriet, som tæller 75 boliger og med service- og fællesarealer er på samlet 8.000 m². Her kan beboerne blandt andet modtage sygeplejebehandling i sundhedsrummet, gå til genoptræning i fitnesslokalet eller få hjælp i IT caféen.
Fremtidens Plejehjem har sin egen restaurant. Det er Victors Madhus, der er privat drevet og som noget helt nyt er offentlig tilgængelig. Beboerne får deres daglige måltider fra Victors Madhus, men det, at den er offentlig tilgængelig gør, at restauranten også er med til at bringe livet ind på plejehjemmet.
Fremtidens Plejehjem byder på den nyeste velfærdsteknologi, som skal gøre hverdagen mere tryg for beboerne og lette arbejdsgangene for personalet. For eksempel er der sensorer i gulvene, der registrerer fald og straks sørger for, at personalet får besked om hændelsen. Og der er toiletter med vask, tørring og højdeindstilling, så beboerne kan være selvhjulpne længst muligt.