Tegnestuen Vandkunsten, Masu Planning Aps og SLA A/S er gået videre i konkurrencen om at tegne fremtidens bypark i Gjellerup.
Konkurrencen er udskrevet og gennemført af Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening i samarbejde med Realdania. Dommerkomitéen bestod af beboerrepræsentanter fra Brabrand Boligforening, to fagdommere, en repræsentant fra Realdania, samt tre rådmænd fra Aarhus Kommune.
- Vi står med tre arkitektonisk stærke forslag med mange gode ideer til, hvordan Gellerup/ Toveshøj skal udvikle sig over tid. Sammen med vores nye kontorbyggeri til blandt andet Teknik & Miljø får vi med parken skabt et helt nyt udtryk i området, som jeg glæder mig til at opleve og være en del af, siger rådmand Kristian Würtz.
I udvælgelsen er der blandt andet lagt vægt på de enkelte teams evne til at skabe et attraktivt og trygt Gellerup/Toveshøj. De tre vinderforslag går nu videre til konkurrencens anden fase. I løbet af de næste måneder skal de tre forslag videreudvikles og det endelige vinderprojekt vælges og offentliggøres i efteråret 2014.
Etableringen af byparken vil ske etapevis med start i 2015. Arbejdet tilpasses de øvrige store anlægsprojekter, der sker i Gellerup og Toveshøj i samme periode, som blandt andet omfatter etableringen af det nye vejnet, nyt beboerhus og en ny kunstgræsbane.
Team Tegnestuen Vandkunsten består desuden af underrådgiverne Jaja architects aps, Bogl ApS, Orbicon A/S, konsulenter UiWe-Culture Design og socialkonsulent Ahmet Demir.
Team Masu Planning Aps består desuden af Cebra Arkitekter A/S, Habitats og konsulenthus Urban Catalyst.
Team SLA A/S har Effekt Arkitekter ApS og Cowi A/S med som underrådgivere og Social Action og GAM3 som konsulenter, herudover Boris Brorman Jensen som specialkonsulent.