Forskningsprojektet "Utzon/40" kulminerer med en netop færdiggjort konstruktion i fuld skala, som blev bygget i forbindelse med symposiet ”What Would Utzon do Now”, der markerer 40-års jubilæet for opførelsen af Sydney Opera House.
Utzon brugte dengang ny teknologi og nye materialer til at indfri de arkitektoniske visioner, indenfor rammerne af industrialisering og standardisering. Utzon/40 illustrerer hvilke muligheder vi har i det 21. århundrede, på tærsklen til en højteknologisk tidsalder med computerstyrede formudviklings- og forarbejdningsprocesser.
Kort fortalt er konstruktionen computergenereret. Ved digital simulation findes en form, som er optimeret til at kunne modstå trykbelastning fra egenvægten. Det giver en kompleks form, hvor alle delene er forskellige. Så beregnes geometrien af de enkelte elementer, beton såvel som træ, og computerprogrammet sørger samtidig for at tilpasse de to materialer hvor de skal mødes. Samtidig genereres tegninger og instruktioner som skal bruges til digital fabrikation: Laserskæring af støbeforme og CNC-fræsning af krydsfinér.
Således er en af de store landvindinger i projektet den succesfulde kombination af flere materialer, en omstændighed som er fundamental i arkitekturen, men som hidtil ikke har været afprøvet med strukturer der baserer sig på såkaldt ’formation embedded design’ – design hvor designlogik såvel som fabrikationslogik er digitalt integreret.
En anden landvinding er et nyudviklet princip for opspændte betonelementer, som gør det muligt at bygge hvælving-lignende former uden først at opføre et omfattende stillads.
Deltagere:Arkitektskolen Aarhus: Ole Egholm Pedersen, Niels Martin Larsen, Karl Christiansen
Supermanouevre: Iain Maxwell, Dave Pigram, Niels Kristensen, Chris Bamborough
Ingeniørrådgivere vedr. beton: Jacob Christensen og Ronni Lundoff Stenløkke
Projektet er støttet af Arkitektskolen Aarhus (Rektors Innovationspulje), Supermanoeuvre, Arup Engineers, og Laing O’ Rourke Engineers.