Dansk Industri Optimering har i et år arbejdet på udviklingen af en ny kabelsøger, der lynhurtigt kan opspore kabelbrud i jorden. Nu er kabelsøgeren, der bygge på gamle teknologier, færdigudviklet og klar til at indtage markedet. Det oplyser dagbladet Børsen i dag.
- Alle anlægsejere, entreprenører, el-installatører og andre faggrupper med større eller mindre opgaver i bygge- og anlægssektoren kender problemet med kostbare kabelbrud. Det sætter arbejdspladsen i stå, koster masser af spildtid og forsinker færdiggørelsen af en opgave, indtil skaden er udbedret. Ofte fordi man ikke er klar over, præcist hvor nedgravede eller skjulte signal- og elkabler er lokaliseret. Det problem har vi løst, siger Per Merfeldt, Dansk Industri Optimering til avisen.
Dansk Industri Optimering blev i 2005 stiftet af Per Merfeldt og Bo Christensen, der tidligere har arbejdet i Per Aarsleffentreprenørkoncernen. I dag har virksomheden 23 medarbejdere, og ledelsen forventer, at nå en omsætning på 40 mio. kr. i regnskabsåret 2006/2007.