23948sdkhjf

Ordrebogen vokser hos NCC

Ordrebeholdningen er nu oppe på det højeste niveau siden krisens start i 2007.
Omsætningen for første kvartal 2014 blev 891 mio. kr. for NCC i Danmark – nøjagtig det samme som i første kvartal 2013. Driftsresultatet blev til gengæld forbedret med 12 mio. kr. til minus 71 mio. kr. Ordrebeholdningen vokser fortsat og er efter en ordretilgang på 1,23 mia. kr. nu oppe på 5,397 mia. kr.

- Året er startet med god aktivitet i alle fire forretningsenheder. Dermed fortsætter den lovende udvikling, vi så gennem hele sidste år, siger administrerende direktør Klaus Kaae, NCC Construction.

Bæredygtige bygninger i fokus
NCC i Danmark består af de fire forretningsområder: NCC Construction, NCC Roads, NCC Bolig og NCC Property Development.

Specielt NCC Construction, der er det suverænt største forretningsområde har haft et godt kvartal. Omsætningen steg med 11,5 procent til 744 mio. kr., og resultatet blev forbedret med 8 mio. kr. til 42 mio. kr. Til gengæld var ordreindgangen på 691 mio. kr. hvilket er 1,180 mia. kr. mindre end i første kvartal 2013, hvor NCC fik den ekstraordinært store ordre i Carlsbergbyen. Den samlede ordrebeholdning er fortsat på et højt niveau – nemlig 3,7 mia. kr.

- Vi oplever en stigende efterspørgsel efter bæredygtige bygninger. Vores kunder ønsker i dag fleksible og bæredygtige løsninger, der blandt andet kan nedbringe energiforbruget i bygningerne, både mens de bygges og i driften bagefter. Vi arbejder målrettet med bæredygtighed i hele vores forretning, og det betyder for eksempel, at vi nu leverer et stigende antal certificerede bygninger til vores kunder, siger Klaus Kaae.

Udlejningsmarked i positiv udvikling
Hos NCC Property Development har man i kvartalet underskrevet to lejekontrakter på Zenit Company House i Aarhus og derfor besluttet at igangsætte endnu en etape, hvor udlejningsgraden for nuværende er på 41 procent. Derudover melder man om en fornuftig efterspørgsel på udlejningsmarkedet i Aarhus og København hvor fokus er på at udleje en række allerede opførte ejendomme.

Hos NCC Bolig mærker man en solid efterspørgsel efter ejerlejligheder og rækkehuse i København, og kunne i perioden melde udsolgt af lejligheder i Vesttårnet i Havnevigen på Islands Brygge. I maj 2014 afleveres desuden i alt ca. 90 boliger i henholdsvis Vejle og København.

Sidst men ikke mindst er NCC Roads kommet godt fra start i 2014. Vinterens milde vejr har skubbet gang i sæsonen meget tidligt i år, og den tidlige opstart på sæsonen har gjort, at både koncernens afdeling for Råstoffer og Asfalt er kommet godt fra start i første kvartal, mens Vejservice har haft lavere aktivitet på grund af det milde vejr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125