Danske byggepladser oplever i stigende grad tyverier. Tyvene går efter alt lige fra forskellige værktøjer til computere inde på kontoret. Det oplyser DR Nyheder / Penge i dag.
Tyverierne koster byggefirmaer flere hundrede tusinde hvert år, og samtidig sætter det arbejdet i stå på byggepladserne.
- Arbejdet går i stå, og mandskabet ikke kan komme videre. Man skal have genanskaffet materialer, og med de leveringstider, vi har inden for byggebranchen, kan det være et ret stort problem, siger afdelingschef i Dansk Byggeri Niels Nielsen til avisen.
Hvert år stjæles der materiel og værktøj for omkring 500 mio. kr. på de danske byggepladser. Med baggrund i disse tal, opfordrer Dansk Byggeri nu, at de danske byggefirmaer mærker deres værktøj, så det kan spores, hvis det bliver stjålet.