23948sdkhjf

BIG og BNS i innovativt parløb

”Man kan godt bygge unik arkitektur i totalentreprise”, lyder det fra B. Nygaard Sørensen efter et vellykket samarbejde med BIG på Gammel Hellerup Gymnasium.
Det var op ad bakke straks fra begyndelsen, da B. Nygaard Sørensen A/S i 2013 vandt tilbygningen til Gammel Hellerup Gymnasium i totalentreprise. Ikke på den billigste pris, men bygherren ville bare have det forslag, som BIG havde skitseret.

Bjarke Ingels – selv student fra Gammel Hellerup Gymnasium i 1993 – havde i forvejen tegnet skolens stærkt hypede og præmierede multihal, der som en skildpadde er presset ned i skolegården. Og BIGs skitser til den nye tilbygning tegnede til at kunne blive akkurat lige så spændende og funktionel.

Der var bare ét problem: Byggeriet af den nye undervisningsfløj – som blandt andet rummer lokaler til skolens kreative fag – ville blive dyrere, end gymnasiet havde at bygge for. Der skulle derfor findes besparelser på 4,5 mio. kr., før man overhovedet kunne gå i gang med at bygge.

- At starte op med en skrap sparerunde og at skulle barbere projektet ned er jo ikke den bedste start på et samarbejde. Samtidig ville bygherren gerne have os i gang med det samme – og vi havde ikke meget andet end et skitseprojekt, fortæller pladschef Martin Kofoed Led fra B. Nygaard Sørensen.

De indledende benspænd tvang lige fra begyndelsen arkitekt og entreprenør ind i et tæt samarbejde om at finde de løsninger, der kunne muliggøre byggeriet. De blev fundet over en bred kam. Man reducerede bygningsarealet ved bogstavelig talt at skære en skive af huset og identificerede alternative løsninger i såvel konstruktion som materialer. Men projektets overordnede greb forblev uantastet.

En lukket sandwich
Et klart koncept gør det – alt andet lige – lettere at tilpasse et byggeprojekt. Som på mange af BIGs andre projekter har det også været tilfældet på Gammel Hellerup Gymnasium.

I sit hovedgreb har arkitekterne tænkt huset som en ’sandwich’. Den pladsstøbte beton, der som terrændæk føres fra skolegården videre gennem huset til bagvæggen, der er støbt som en krumning i hele husets længde og som fortsætter op i det ensidigt skrånende tag er ’brødet’. Al ’fyldet’ inde i ’sandwichen’ fremstår i træ. Den østvendte facade helt i glas åbner ’sandwichen’ for indblik og udsyn.

I overensstemmelse med dette er de indvendige således overalt beklædt med træ – overvejende i form af smalle lodretstillede lister. Det gælder også et skulpturelt rækværk i hele bygningens længde langs gangdækket, der som en indre gade giver adgang til første sals undervisningslokaler. I virkeligheden er det finerede MDF-plader, men ifølge Martin Kofoed Led ser det dyrt og massivt ud. Sådan har man undervejs fundet løsninger, der inden for det stramme budget har kunnet virkeliggøre tegnestuens ambitioner.

Dialog og driblinger
At et byggeri skal være færdigprojekteret inden håndværkerne går i gang er god latin i enhver produktion. Sådan blev det imidlertid ikke på Gammel Hellerup Gymnasium, hvor BIG fortsatte med at tegne og videreudvikle projektet, mens det skred frem. Gensidig respekt for hinandens betingelser har i dette parløb forhindret de værste konflikter.

- For os er det afgørende, at entreprenøren er med til at drible med bolden i stedet for at stille sig på tværs. B. Nygaard Sørensen har vist stor fleksibilitet samtidig med, at de selvfølgelig har skullet have styr på økonomi og tid og teknik. Der har været en god dialog og vi oplevet, at B. Nygaard Sørensen har været klar på at give den lidt ekstra i dette projekt, lyder det i en udtalelse fra BIG om projektforløbet.

- Dette er jo om noget et ’one of a kind’ byggeri og det har givet os mange udfordringer. Men det har også været en spændende byggesag og et konstruktivt samarbejde. De har lyttet til os – og vi har lyttet til dem, tilføjer Martin Kofoed Led.

Efter en byggeperiode på tretten måneder kunne tilbygningen til Gammel Hellerup Gymnasium ibrugtages ved skoleårets start og blev officielt indviet den 24. oktober 2014.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094