Byens Hus i Kokkedal skal være et nyt bredt favnende samlingssted og vartegn, der skal tiltrække både lokale og besøgende. Fredensborg Byråd har afsat 15,5 millioner kroner til etablering af Byens Hus i Kokkedal. Nu har Realdania besluttet at bidrage med 9 millioner kroner, hvilket gør det muligt at etablere et endnu mere ambitiøst Byens Hus.
Projektet skal rumme gode faciliteter til både scene- og musikaktiviteter samt fællesarealer og mødefaciliteter. Desuden vil Byens Hus kunne integreres med Klimatilpasning Kokkedal.
- Byens Hus skal kunne favne bredt og inddrage borgere fra hele Kokkedal, og dermed være med til at bygge bro på tværs af boligområder og etniske og sociale skel – ligesom det store klimatilpasningsprojekt. Huset skal særligt medvirke til at skabe gode rammer for selvorganiserede aktiviteter, så de børn og unge, der bevæger sig mellem skolen og fritidslivet i højere grad bliver inviteret ind i positive fritidsaktiviteter, siger Jepser Nygård, administrerende direktør i Realdania og lægger vægt på, at huset bliver et vartegn for den udvikling, Kokkedal gennemgår, og at der bliver en klar sammenhæng med det store klimaprojektet i byen.
Næste skridt i arbejdet med Byens Hus i Kokkedal er udarbejdelse af et byggeprogram, som er et oplæg til arkitekterne. Forventet byggestart er indtil videre marts 2016, og ibrugtagning er indtil videre sat til august 2017.
• Visionen for Byens Hus er at skabe et kreativt samlingssted for alle borgere og foreninger i Kokkedal.
• Byens Hus skal indeholde faciliteter til kreativ udfoldelse, herunder en multisal til teater-, musik- og danseaktiviteter.
• Byens Hus skal indeholde fleksible mødefaciliteter og fællesarealer, som gør huset til et naturligt mødested for en bred brugergruppe.
• Byens Hus skal have udendørsarealer, der spiller sammen med byens øvrige rum og skaber liv både inde og ude.
• Byens Hus skal placeres i forbindelse med Kokkedal Skole ud mod Holmegårdsvej.