23948sdkhjf

TK Development opfører storbiograf i Køge

Nordisk Film får en ny biografbygning med seks sale i Køges stationsområde.
TK Development udvider nu sit engagement i byudviklingsområdet Køge Kyst. Selskabet har indgået en betinget købsaftale om en ny biografbygning i på 3.600 m², hvoraf hovedparten indrettes som Nordisk Film-biograf med seks sale. Resten af bygningen vil TK Development leje ud til brug for to butikker og en restaurant.

- Det er en rigtig god nyhed, for Køge Kyst-projektet og ikke mindst for borgerne i hele Køge Kommune, der kan se frem til et nyt samlingspunkt. Beliggenheden bliver optimal, tæt på både torvet og stationen og lige mellem den gamle bymidte, den kommende brede underføring under banen og Køge Kommunes nye kulturhus, siger borgmester Flemming Christensen.

Et meget spændende stationskvarter
Biografbygningen bliver for TK Development en udvidelse mod syd af bygherrens i forvejen omfattende byggeri i den centrale del af Stationsområdet.

Samtidig markerer byggeriet en naturlig afslutning af den fremtidige rundgang for fodgængerne i Køges bymidte. Den nye og den eksisterende del af bymidten bliver forbundet gennem Rådhusslippen og Jernbanegade.

- Det er et rigtig fint supplement til byggeriet af butikker, boliger, erhverv og kommunale funktioner. Nu er vi også engageret i Køges kulturliv. Det bliver et meget spændende stationskvarter, som har det hele, siger TK Developments direktør Frede Clausen.

Anden etape på plads i løbet af januar
Nordisk Film Biografer indretter Køges nye store biograf i ca. 2.800 af den nye bygnings i alt 3.600 etagekvadratmeter.

- Vi ser frem til at kunne tilbyde køgenserne et stort udbud af filmoplevelser i en helt ny bygning med fantastisk beliggenhed. Og det bliver selvfølgelig kun mere og mere interessant, efterhånden som byen udvikler sig, siger landechef Lars Jørgensen.

Mens biografen kommer til at udgøre hovedparten af den nye bygning, lejer TK Development ca. 800 kvadratmeter videre med henblik på at indrette en restaurant og to butikker. Det skal skabe en mere aktiv facade.

Udvidelsen af det samlede projekt med biografen betyder, at der er behov for en smule mere tid end planlagt til at få den centralt beliggende 2. etape af byggeriet i Stationsområdet endeligt på plads. Køge Kyst og TK Development forventer i løbet af januar 2015 at kunne afslutte forhandlingerne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11